Af en elefanthistorie at være er 'Lille Nø' temmelig bleg i kulørerne. Og af en billedbog at være er teksten ret omfattende og kantet. Sådan er det, når Hanne Bartholin og Hanne Kvist henholdsvis tegner og fortæller. Man skal ikke være alt for sikker på sengekanten. Blufærdig unge »Det er det sædvanlige problem med den her jungle«. Sådan indledes bekendtskabet med den lille elefantunge Nø, der ikke har udviklet sit snabelpotentiale og derfor undgår fællesbad og støjende rundkredse og alt, hvad elefanter kan finde på at more sig med. Lille Nø går uden for flokken og søger efter stilhed og ensomhed. Ren Kipling Her bliver han fundet af en mand og en dame, der tager ham med hjem til ro og renlighed. Og - rigtigt! - der finder elefantungen ud af, at den kan trompetere (næsten) med sin snabel, og at den savner sin flok og sin mor. »Jeg er jo et flokdyr«, siger Nø beroligende til hende til sidst. Det er ren Kipling! Rørsukker plus nysepulver Hanne Kvist er optaget af sprogets brud og rytmer. Hun er helt inde i sin historie, ligesom hun som illustrator i sin tid arbejdede nærmest fysisk med sine billeder. Når det fungerer bedst, er hun referent mere end fortæller og kan således formidle begivenhederne i sært snoede sætninger uden at være personligt involveret. Der er flere kræfter i Hanne Kvists ord end i mange af de nye fantasytrilogier! Det har smittet af på tegneren. Hanne Bartholin tager afsæt i en klassisk, fransk tradition for at tegne elefanter, og hun vælger alle de blide og jungleløse farver til at blæse liv i en identitetssøgende elefantunge. Ikke mindst lyserød. Grå er elefanters og Hanne Bartholins foretrukne farve i tusind nuancer. Figurerne er enkle og udtryksfulde. Det er en meget elegant og stilsikker billedledsagelse. Men grundlæggende swinger de to gange Hanne ikke i samme takt. Det er som at blande rørsukker med nysepulver. To truttende pragtpræstationer skaber ikke nødvendigvis en enestående helhed.