Besynderligt nok lover Ina Merete Schmidts pangstribede debutroman langt mindre, end den kan holde. Slog grafikeren mon automatpiloten til, da han skulle designe omslaget, eller hvad laver de Ibiza-brune, partyparate teenagere ellers ud over forsiden? Og redaktøren; gik han/hun monstro kold midt i bagsideteksten? (Eller ønskede forlaget bare, at forfatteren havde skrevet en anden roman?) Ridser i lakken I hvert fald er der umiskendeligt en aura af venstrehånds-chick lit fra 14 år og opefter over 'Fra dag et'. En roman om »smukke Isa Bruun«, der »bor i Paris i en herskabslejlighed, hun har fået af sine forældre, arbejder i en modebutik og er kæreste med den lækre og fashionable reklamemand Brunelle«. »Der er kun en lille ridse i lakken. Isa har en svaghed for tabere«. Citat fra bagsiden, og lad mig bare slå fast, at der rent faktisk er langt flere ridser i Isa Bruuns hærdede lak. Ucensurerede dialoger Lad mig også slå fast, at det ikke i første række er hverken den jævnt udflydende Isa Bruun eller hendes jævnt udflydende pariserliv med den proletariserede roommate Lotta, der gør denne roman til en både munter og, et langt stykke hen ad vejen, læseværdig oplevelse. For romanens scoop er så afgjort scenerne fra de nyrige Søllerød-forældres, Helle og Leons egotrippende ægteskab af stormfulde højder, der fletter sig ind og ud af nutidsplanet som en både skarp og underfundig kommentar. Forfatteren dvæler ikke, men gengiver blot de implicerede parters (u)k/ærlige handlinger og ucensurerede dialoger, set og hørt af den lille Isa, som ingen tilsyneladende tager notits af: »Leon: Du skal vide, at jeg ved det hele, men det er i orden med mig. Jeg er ikke et hak bedre selv. Helle: Jeg ser ham ikke særlig tit. Jeg troede heller ikke, at du så hende mere. Leon: Det gør jeg. (pause) Helle: Der var engang, hvor jeg altid tudede, når du tog af sted. Jeg var sikker på, at jeg aldrig skulle se dig igen«. »Leon: Men det skulle du jo. Jeg kom altid hjem. Helle: Så var glæden det større. (pause) Leon: Jeg elsker dig. Helle: Hvorfor? Leon: Dumt spørgsmål! (pause) Leon: Elsker du mig? Helle: Du kan selv være dum«. Manglende fremdrift Pinagtigt præcist og ganske komisk folder forældrenes utroskabelige samliv sig ud, efterhånden som ørerne på bagsædet og øjnene bag gardinet afrapporterer til læseren. Der er ikke den store handling at spore, men længe morer man sig også glimrende foruden, og det er egentlig først i romanens sidste tredjedel, at man så småt er ved at få nok. For Helle og Leon gennemgår ingen nævneværdig udvikling, men vedbliver at have mest øje for hinanden, naboens røv og det næste knald, og i længden savner man uvægerligt fremdrift i historien og facetter i persontegning. Hvad som helst, faktisk, der kan gøre de tre hovedpersoner til andet og mere end parodier på sig selv.