Gysende, nygotisk chick lit

Lyt til artiklen

Smukke Susanna Olsen er stødt ind i en billedskøn portugiser, Manoel, med de faste balder og følsomme blikke. Lægemor Lone advarede datteren om det vilde liv i Algarve med de løse sæder, men ak, det er for sent. Susanna er ikke blot faldet til føje for lidt feriesex, men forever. Hun vil giftes med fyren og stikker sådan set af fra sin alenemor der oppe i Frederikshavn. Skabsfascist Og sandelig om ikke Manoel ved ankomsten til Portugal viser sig at være prinsen på den hvide hest. Hans slægtsnavn er Lencastre, han er ikke kun adelsmand af navn, men også af gavn, har et gods på størrelse med en landsby og er stolt af sin slægt, det blåblodede fundament i det forne portugisiske kongedømme. Nok er Manoel en fyrig tordenknepper i stamhuset, men han er også fundamentalistisk katolik og skabsfascist i en feudal frimurerorden, en art mafia med rå ritualer, som udgør en reaktionær falanks i det republikanske Portugal. Skridt for skridt isoleres Susanna på slottet, svigerfamilien er ubehøvlet, og alle venter på en graviditet og et barn, som skal bruges til de mørkets gerninger, som ej kan afsløres i en anmeldelse. Børge Brunst Vibeke Marxs nye bog 'Inez' tårer' tager os ind i den genre, hvor Daphne du Maurier er dronning, og hendes 'Rebecca' fra 1938 er bibelen. Altså den moderne guvernanteroman, hvor guvernanten er blevet afløst af en enfoldig ung kvinde, som falder for en mand, der på godt og ondt viser sig at være et monster på eller efter brudenatten - 'hvor, kære læser, jeg lod ham få sin vilje'. Men Marx moderniserer konceptet på fortræffelig og overbevisende vis, Susanna er hverken jomfru eller uskyldig, dog naiv normal dansk tøs forført totalt af en sydeuropæisk Børge Brunst, som giver hende orgasmer i stimer og i timevis. Bogstaveligt talt får hans favntag med tilbehør Susannas propper til at springe i hendes indre sensuelle relæ. Men sådanne glæder er ikke gratis ude på landet i et hjørne af den iberiske halvø, den grusomme middelalder med diverse rænker lurende i de adelige kulisser. Samtidig får læseren i historiske tidslommer noget at vide om Portugals historie og udvikling, om Susanna som voksede op uden en far og med en mor fuld af løgn. Politisk stillingtagen 'Inez' tårer' triller lidt langsommeligt af sted, der trædes lidt rigelig vande hist og pist, og selve slutningen er mere James Bond end Jane Austen. Men Marx er fin til at tilsætte en lidt gammeldags genre både lidt bevidsthedsstrøm, magisk realisme og politisk stillingtagen. Ikke alle bogens mange bolde i luften fanger hun lige elegant i plottet, men ellers fejler håndelaget ikke noget. 'Inez' tårer' er underholdende og gysende neo-gotisk chick lit.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her