Nu er den her, 2'eren, den både grafiske og litterære efterfølger af Katrine Marie Guldagers voldsomt succesombruste novellesamling 'København', og det oven i købet med assonans i titlen, vi har to store K'er, og der pendles da også grumt mellem Norden og Afrika. 'Kilimanjaro' er en novellekreds med 11 fint kalibrerede tekster. 'Kreds', fordi Guldager subtilt og diskret sammenfletter hændelser og individer og skæbneveje på kryds og tværs i visse af novellerne. Ufølsomhed og smerte Præmissen? At tingene hænger sammen, på godt og på ondt, og på så frygteligt mange indirekte måder, mellem første og tredje verden: 'Globalisering' er ikke bare transnationale netværk og oversøisk kapitalisme; det er også konkrete liv, der støder smerteligt (eller lykkeligt) sammen. Hvad gør hun det i, Guldager? I alle tekster iværksættes en uhyre tydelig vekslen mellem en front af ufølsomhed eller endog forbrydelse og så sår, sorg og smerte. Det kan være en lille idiosynkrasi, som når folk hårdnakket læner deres flysæde maksimalt tilbage og indædt nægter at tage hensyn til medpassagerer; eller det kan være mere hårdkogt som flugtbilisten, der nervøst stikker af fra sit offer og sit ansvar. Økonomisk prosa Novellerne rører på sig i farvandet mellem disse to fronter: ufølsomhed og læsioner. Og grunden til, at de forløses så strålende, er, at Guldagers prosa - efterhånden notorisk - er så præcis, økonomisk og rolig; dæmpet, men ikke hverken apatisk, dorsk eller kedelig; det er uundgåeligt at måtte pege på slægtskabet med Hemingway, når nu Kilimanjaro og 'The Blue Hills of Africa' er bragt i spil - men der er distinkte forskelle; hos Hemingway er alt antydet mellem linjerne, hos Guldager er det mere speget: Det står både på og mellem linjerne, hvis De forstår. Afhængighed og ufrihed Dels siges tingene rent ud, men dels er der også mystiske lakuner i teksterne, som f.eks. de uopklarede indbrud i novellen 'Hjemkomst' eller det fatale og uforklarede brud med kæresten midtvejs i en hyggelig snak hos moderen i 'En klassisk situation'. Man aner og gætter, men man ved intet. Det er interessant, at denne vekslen mellem ting, der står på og mellem linjerne, rent stilistisk viser sig ved et spil mellem egennavne og generiske udtryk: Nogle har et dåbsnavn, andre er bare »manden«, »kvinden« eller »drengen«. Det, 'Kilimanjaro' viser, er et kuldslået og hårdt forhold mellem sårbarhed og ufølsomhed. Guldager skildrer dirrende tydeligt, hvordan afhængighed og ufrihed er uløseligt flettet ind i kærlighedens og rejsens verdener.