Det gode menneske bor i Jylland og hedder Bertil. Af profession er han betjent - landbetjent - men engang var han lige ved at overbevise en stor del af verden om, at man når længst med mildhed og tilgivelse. Stjålne diamanter I 'Bertil Betjents saga' beretter Gorm Rasmussen om strømeren, der aldrig har buret nogen inde. Om manden, der nøjes med at smække med køleskabslågen, når han er vred. Og - derfor landbetjent! - om Bertils samarbejde med en berygtet gentlemantyv med egne håndjern. Det drejede sig om at bringe alle de stjålne diamanter hjem til jordens skød i Sydafrikas miner, så de kunne blive fundet igen og gøre mange glade (og rige). Sikke en historie! Eller som Bertil siger: »Det, man opklarer, er man selv«. Digter in spe Bogen går i »harmonisk mol«, som forfatteren skriver i sit forord, og der er meget (jysk) humor i den gangart. Handlingen skrider metodisk fremad, idet den med digteren Alvin Skjald i centrum følger sporet af et særligt menneske. Alvin kommer fra Sydhavnen i København, og posten kommer aldrig med andet end afslag på hans digtekunst, men nu fører skæbnen ham til Truse by på Jyllands ryg, hvor han endelig finder sin mand. Nu kan Alvin skrive sit 117'ende manus, og det vil blive antaget af Gyldendal. Bertils skæbne er for hård at nævne her. Men hans sidste ord skal have været: »Det skal du ikke høre ondt for«. Bilvrag i baghaven Hvor kommer godheden fra? I Bertil Bertelsens tilfælde skyldes det nok en kombination af tyngde, pedanteri og almindelig beåndelse. Bertil kan få forbrydere til at angre og kolleger til at se den anden vej. Hans mesterstykke er samarbejdet med Safir-Charles alias Japaner-Bananen fra Lersø Parkallé, og den fyldige afhøringsrapport er rent guf for dem, der tror på, at der er noget godt inde i mennesket. Senere går det ned ad bakke for Bertil, og til sidst går det altså helt galt. Hvad er meningen? Er 'Bertil Betjents saga' en opstrammer i værdidebatten? En huskekage til Lene Espersen? Er det jysk hjemstavnsromantik, som Erling Jepsen praktiserer det nede i Sønderjylland? Er det alvor? Svaret er ja! Der er mere mol end dur, og tonen er listigt lokkende. Man sidder hurtigt i saksen og virrer med hovedet. Hvor skal vi hen? Handlingen har talrige afstikkere og er tilsyneladende fortalt i åbenhjertighed. Men der er også mange bilvrag i baghaven. Godhed har både en pris og en oprindelse. Hvad skete der f.eks. i Bertils første og eneste ægteskab? Bertil Betjent er beslægtet med gartneren i Peter Sellers-filmen 'Velkommen Mr. Chance'. Han gik på vandet. Det lærte Bertil desværre aldrig.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























