»Et spøgelse går gennem verdens gader, Beatlernes spøgelse«. Med denne fordrejning af Karl Marx' berømte ord åbner islandske Einar Már Gudmundsson sin seneste roman, der fra ende til anden er en harsk salighed at læse. Kort sagt: Læs den! Formmæssig stagnation Men når det er sagt, må jeg samtidig sige, at 'Beatlemanifestet' også vidner om en vis kunstnerisk stagnation hos Gudmundsson, der modtog Nordisk Råds Litteraturpris for ti år siden. Det er, som om han med romantrilogien om det moderne Island, 'Fodspor på himlen', 'Drømme på Jorden' og 'Navnløse veje' (1999-2003) har fundet en form, som han med succes reproducerer i sin nye roman, der handler om at vokse op i Reykjaviks betonkvarter, mens Beatlesfeberen raser. Fabulerende husmødre Det er en knap, moderne sagaagtig fortælleform, hvor en skæbne kan overstås på et par sider i kraft af en slående historie, der siger alt. De sidste repræsentanter for denne fortælleform på Island er de hjemmegående husmødre: »De sad ved køkkenbordet, spåede i kaffegrums og fortalte historier. De væltede historier af sig og var ved at flække af grin«. »Man kunne godt have troet, at køkkenbordet derhjemme var det sidste fæstningsværk for en hendøende fortællekunst«. Perler for svin Bag husmødrenes fæstningsværk gemmer sig Einar Már Gudmundsson, hvis evne til at fortælle i denne roman er lagt i munden på Johan Pjetursson, socialdemokratisk avisbud, grundlægger af bandet Matchbox, som hverken kan spille eller huske mere end første vers af bare én sang. Johan er en stakkel, der ikke vil være en stakkel - i stedet bliver han allerede i skolen »sådan en, der underholder«, og han ender igen og igen på kontoret hos inspektøren Herbert, der ligner en hel velfærdsstat (typisk Gudmundsson-humor). Som fortæller er Johan også en underholder, der hele tiden kommenterer sine egne træk, mens han kaster små perler for os svin i form af korte historier om høj og ikke mindst lav i Reykjavik, og på sin egen forsømmelige måde får han alligevel byen og verden til at hænge sammen til lyden af Beatles og Stones. Underliggende smerte Med 'Beatlemanifestet' lægger Gudmundsson sig i sporet af forfattere som Lars Saabye Christensen, Frode Grytten og Mikael Niemi i skildringen af en opvækst i tresserne med læderjakker, knallerter, uopnåelige piger og drømmen om selv at blive en Beatle. Hvor rockmusikken sætter strøm til ens fremmedfølelse over for den nordiske velfærdsprovins, som forældrene er i færd med at bygge færdig. Men Einar ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der stak en smerte under, som hvert øjeblik truer med at slå ud i lys lue. Under drengeuniverset gemmer romanen på fortællingen om to kvinder, der ikke magter tilværelsen: Johans mor, der altid er meget »søvnig« og ligger i sengen (lægen giver hende nogle piller, der går under navnet 'Mother's little helper'), og den underskønne Helgas mor, som gemmer sig væk fra verden i et stort hus med rigelig adgang til gin. Moderne skælm Jeg skal ikke afsløre, hvordan Helga og Johans skæbner bliver forbundet, men vil i stedet gribe tilbage til bogens begyndelse, hvor Johan afslører, at hans regnehæfte er fyldt med deres to navne med plusser imellem og hjerter rundt om: »Det er min hellige skrift, min fortællekunst. Jeg skriver i det af indre nødvendighed, som forfatterne siger. Derfor er der ikke mange regnestykker i det«. Sandsynligvis stikker der et stykke af Gudmundsson selv i Johan, der nægter at blive den stymper, livet kunne have gjort ham til. I stedet er han blevet en moderne skælm af den type, der kan fortælle, så man selv holder kæft og læser.