Siden Morten Ramsland skrev tekst til billedbogen 'Onkel Pedro kommer hjem', er han blevet verdensberømt i hele Danmark for romanen 'Hundehoved'. Han har barndommens land inden for forunderlig rækkevidde - for både store og små. Det er forfatterens tredje billedbog, og for anden gang samarbejder han med tegneren Rasmus Juul. De holder til i drengeværelset. Piger, hold jer væk! Så her er en advarsel: 'Onkel Pedro kommer hjem' er for drenge! De piger, jeg har vist bogen til, kan ikke lide den. De kan ikke lide forsiden, og de kan heller ikke lide bagsiden, og de kan slet ikke lide det, der er ind i mellem. Måske er det lykkedes d'herrer Ramslund og Juul at flytte en hegnspæl og sætte et skel. Tegneren bærer en stor del af ansvaret herfor. Snusket mandlighed Rasmus Juul har sin egen stil. Den er moderne i sit billedsprog og udspringer af tegneserier og reklamer. På kort tid har han udvidet grænserne for, hvordan det drengede kommer ind i billederne. Det er ikke mere tilstrækkeligt med en fed kontur, jordforbindelse og et lokomotiv eller to. Nu er det selve den mandlige gestalt, som får liv og lyst i snuskede, bodegalignende personer iført hvid, beskidt undertrøje. (Se også 'Hr. Pippeli-Poul' med tekst af Peter Mouritzen!). Kulsort historie Rasmus Juul ejer en (små)folkelighed, som på overfladen kan ligne Dansk (Små)folkeparti. Men han rammer langt dybere. Hans kejtede voksne giver sig aldrig til kende, og alt opleves igennem et barns uøvede, pupilløse øjne. Der er billeder af nærmest skønhed, når hans personer stirrer tomt ud i verden med et påklistret smil om munden. Farvelægningen er krasbørstig og reel, ingen florlette pasteller, men ramsaltede stød i kulørkanonen. Historien er sort som kul. Drengen Sune er rødhåret og har svært ved at udtale s'er og begå sig i det hele taget. Som Une bliver han drillet og småmobbet hele tiden. Sune bor alene med sin mor. »Han ved ikke noget om, at han også skulle have en far«. Men så en dag fortæller mor ham, at onkel Pedro kommer på besøg i næste uge klokken halv fem. Nu vågner Sune op til dåd og anvendelse af s'er. Gadens drenge bliver fyldt med drabelige historier om denne Pedro, der knækker ryggen på hajer, smider rundt med brune bjørne i oppe i Alaskis og engang faldt ned i en diamantmine. Skelsættende billedbog Fantasien fejler ikke noget, men det gør den skrutryggede, rødhårede mandsperson, der ankommer klokken halv fem. Han ligner Sune og har også besvær med s'erne. Så rigtigt gættet! Sune får en far, og dér står drengen så på sidste opslag til venstre med et blegt smil om munden og ser ind ad køkkenvinduet på Pedro i hvid undertrøje, der er i færd med at hælde en kop kaffe op fra kanden. Pedro smiler også. Hvorfor gør han det? Det skulle ikke undre, om 'Onkel Pedro kommer hjem' bliver en skelsættende billedbog.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























