'Esbern' hedder romanen slet og ret, og det er i tidsrummet af hans korte liv - fra han fødes i 1912, til han falder i 1938 som frivillig i den spanske borgerkrig - at romanen udfolder sig med sit mylder af mennesker. Stemmer, hvis monologer bindes op på det daglige livs begivenheder og afbrydes af små notitser fra aviser, radio og andet - både tilsyneladende irrelevante, kuriøse eller politisk kommenterende. Stærkt forførende Det er et billede af en turbulent tid, der fremkaldes - selve tidsånden, som Rifbjerg skriver frem, som den afsætter sig i det enkelte menneske, uanset om man er på analytisk nært hold af begivenheder og strømninger eller befinder sig et helt andet sted, socialt eller aldersmæssigt. Rifbjerg er på toppunktet af sin energi og skriver med hele sit artistiske og strømførende sprog lagt ned i hver side af den lange roman, der er morsom, ironisk og lidenskabelig i en stærkt forførende blanding. Den moderne uorden Esbern er født ind i et frisindet professorhjem med Theodor Dahlman-Winther som den let distante far, der gerne åbner sit hjem for alt det nye i tiden, men ellers holder sig til udforskningen af plattyske verber. Han er en, der mest ser på. Hans kone, Henriette, skriver om symbolisterne i malerkunsten og er tættere på kunsten og følelserne. Men hvor tæt på al den øvrige emotionelle voldsomhed og moderne uorden hun vil være, overvejer hun gentagne gange i romanen, mens kunstnere og bohemer færdes i hjemmet, og sønnen vokser til og skejer ud. Dahlman-Winthers følger ellers med og lægger hus, mad og sprut til, for de tror på humanismen, søgende mennesker og fremskridt - men helst under en vis orden. Magt, sex og penge Tjenestepigen Asta ser til fra sidelinjen og forstår ikke, at det fornemme par går med til al den tummel. Esbern bliver nærmest hendes barn, som hun nok skal vide at beskytte mod det, der kommer, dvs. mod ham selv, det maskuline, som hun er yderst utryg ved. Men her kæmper kvinderne forgæves, høj som lav. Der er drift og energi, der skal ud, og det har både med køn og politik at gøre. Magt, sex og penge er andre ord for det. Naturalistisk dekadence Esbern er modelleret over den danske lyriker Gustaf Munch-Petersen. Rifbjerg bruger den surrealistiske digter og ikke mindst hans familie som det prisme, der fanger tidens strømninger - forføres af dem, afviser dem eller går halvhjertet rundt om dem. Unge mænd dør i skyttegravene, herhjemme hærger den spanske syge, og en ny og vildere kunst blomstrer op i forlængelse af naturalismens problemlitteratur og dekadence. Lasternes sødme Noget andet blomstrer også op. Begreber som naturlig, sund, dansk, nordisk, kraftfuldt, ædelt, ophøjet. For Esberns fætter, litteraten Harald Hynkel, er det afgørende begreber i kampen mod dekadencen. Han er idealist, tingene skal hænge sammen og ikke være vredet af led som i den moderne kunst, som den autodidakte maler Alvard Johansen dyrker på provokerende vis uden intellektuelle prætentioner, og som den søgende Esbern er fascineret af og afsætter i den lyrik, han efterhånden kommer til at skrive. Efter at han har forladt hjemmets frisindede borgerlighed for at dyrke lastens sødme i mindre pæne københavnske gader end hjemmets. Trodsig munterhed Det er vitalisme over for dekadence, det er tradition og konservatisme over for surrealisme og modernisme. Og der er fascisme og socialisme og jødehad, alt udfoldet i kim eller for større udblæsning under stærk inspiration sydfra. Romanens kup er at lægge alle disse størrelser ind i de enkelte individer og give dem form i deres tankeliv, gengivet gennem deres daglige færden og gøremål. Romanen er alt andet end abstrakt og modelagtig - den emmer af liv. Og af en særlig trodsig munterhed, der ligger over den dystre Zeitgeist, der får de mange personer til at føle sig enten urolige, vejre morgenluft eller befinde sig et halvt erkendt sted i dette mudrede delta. Litterære hints Astas politiske credo er, at ingen skal være slaver og udnyttes, og ellers er hun som avisbuddet Elsa tilfreds med at have det godt nok og kunne dække op med kaffestel til otte. Esberns onkel Oscar er ligeglad, han er en plattenslager, charmør og forfører. En maskot for de velbjergede, der nyder hans parader og de jagter, han arrangerer, beskrevet så hele Rifbjergs harmonika synger. Så er der Ejner, der bliver arbejdsløs, og Andreas med sit lille foretagende, der mener, at slapsvanseriet må høre op, der skal en leder til, hvad Harald Hynkel er enig med ham i, blot udtrykt med flere intellektuelle parader. Harald gifter sig med Missi Morgenstjerne, filmskuespillerinden, der vil op, mens han tager for sig af borgerskabets damer og ruster sig til kampen mod et professorat, der gik til en jøde frem for ham selv, den rene vare. Der er mange flere i feltet, og vil man lege litterær detektiv, kan man finde Tom Kristensen, Thit Jensen, Bønnelycke, og hvem har vi, i fri form på denne romans dansegulv. Indlæg i kulturkampen Hvad får Esbern til at forlade kone og børn og tage til Spanien? Hans kompromisløshed kender vi. Er det politisk idealisme? Det er ikke et fænomen, Rifbjerg sætter højt. Vil mænd frelse verden, fordi de keder sig? Det spørgsmål stiller Esberns mor sig selv for straks at skyde det væk. Det er også hende, der tænker: »Mænd er gamle hylstre med små drenge indeni«. Det ville hendes tjenestepige også skrive under på. Dødsdrift, kønsdrift, kedsomhed, social opdrift og mennesker, der ydmygt bliver på deres plads. Romanen er en undersøgelse af menneskers motiver til at leve livet, som de gør, til at blande sig eller lade være. Den er et pragtstykke af veloplagt prosa, der føjer sig til Rifbjergs bedste romaner. Og så er den også indirekte et indlæg i dagens ideologiske debat, den såkaldte kulturkamp - mellemkrigstidens ideologiske kampe som spejl for nutiden. Men som al god kunst også så meget mere.