Robinson Crusoe havnede på en øde ø. Det gør John Vivilt ikke. Hovedpersonen i Niels Brunses nye roman starter ud fra Skagen en junidag i 2005 med kurs mod England, men da fiskerne hiver ham op af vandet, står der 1647 på kalenderbladet. Havmanden, som de kalder ham, er faldet ud af sin egen tid og havnet i fortidens England på den tid, hvor Oliver Cromwell huserede. Han aner ikke, hvad der er sket, kan kun huske, at det var, som om vandet åbnede sig, og der opstod en farvestrålende sprække, som han blev suget igennem. Krig og kærlighed John indser langsomt, hvilket ufatteligt puds skæbnen har spillet ham, og at han formentlig er nødt til fra nu af at leve resten af sit liv helt adskilt fra dem, han holdt af i sin egen tid. Gamle Robinson kunne håbe på at blive samlet op af et skib. John kan ikke regne med, at et 1600-talsmenneske en dag præsenterer ham for en tidsmaskine, eller at havet en gang til vil åbne sig for ham, så der er kun et at gøre: at binde an med den virkelighed, der så råt og brutalt er blevet hans. Det gør han, så blækket, kuglerne og kropsvæskerne sprøjter. Han afskriver dokumenter for en præst, kæmper som soldat og elsker med to fantastiske kvinder: den æteriske overklassekvinde Laetitia og den frodige irske Bridget, der er vild med sex, men ikke på vilkår vil afgive sin frihed og gifte sig. Parallelle universer 'Havmanden' er en herlig fortælling. Man suser igennem den, som man plejer at gøre det i Brunses romaner, der altid er drejet omkring en intrige eller gåde, som man bare må kende opklaringen af. Som forfatteren også har for vane, spiller Historien med stort H en vigtig rolle. Er der kun én Historie, et mægtigt handlingsforløb, som udfolder sig på en måde, som vi kender det fra vores egen oplevelse af historiens gang? Eller er der flere parallelle universer, som rummer hver sin variant af verdenshistorien? Fra historieundervisningen i skolen husker John, at Oliver Cromwell ikke opnår blive kronet. Hvordan kan kroningen så finde sted i den udgave af (verdens)historien, som John selv oplever? Sovjetisk eksperiment Vi røber ikke mere her, men det skal dog afsløres, at John faktisk møder sin version af Crusoes Fredag. Det sker i en urtehave, hvor lægen Razoumof, der er forbløffende dygtig til at fjerne hovedpine og kurere sår, nynner en melodi, som blev komponeret i det tyvende århundrede! John er med andre ord ikke alene, og når han overhovedet befinder sig fortidens England, har det faktisk at gøre med et eksperiment, som de sovjetiske kommunister har igangsat. De har altid haft blikket rettet mod fremtiden, men hvad nu hvis man kan ændre fortiden, så masserne i dampmaskinens hjemland meget tidligt i industrialismens historie fatter behovet for kommunisme? Romaner som tidsmaskiner De læsere, der holder af Brunses nyklassiker 'Ramoth-Bezer', kan glæde sig. 'Havmanden' har noget af den samme magi. Tidsmaskiner findes ikke - og dog: Brunse dokumenterer endnu en gang, at romaner er tidsmaskiner, der evner at transportere sjæle gennem århundrederne. Der stinker af pis og lort i Cromwells London, og den nyrige købmand bygger selvfølgelig sit hus af tømmer fra Shakespeares nedrevne Globe-teater. Shakespeare-oversætter Brunse fremmaner det svundne, så man selv rejser i tiden, og så skriver han så godt om elskov, at man forstår, at kønnenes leg og lyst er den konstant, der som intet andet evner at modstå tidens pres.