Summen af ondskab

Lyt til artiklen

Bent Rasmussens fortællinger falder som hammerslag. Ingen i kongeriget skriver så vildt og påtrængende - nærmest nådesløst - som han. Man mærker, at det gør lige så ondt på forfatteren, som det gør på læseren! Fuld udblæsning Bent Rasmussen har aldrig leflet for den almindelige mening eller ro og renlighed. Han finder ofte sit stof i dunkelhed, smat og støv. Og »sletten er brolagt med hjemve«. Ungdomsbogen 'Lilit' med undertitlen 'Dæmonen fra Edom' er ingen undtagelse. Her er forfatteren for fuld udblæsning. Mon han egentlig altid ved, hvad han gør? Uden svar på læben 'Lilit' er en knytnæve i verdenshistorisk boksehandske. Bogen favner alle tider, den vandrer ubesværet blandt religioner og folkeslag, dykker ned i de sorteste huller og kommer op igen uden et svar på læben. Vi begynder i Jerusalem Det handler om lidelse, ondskab og død. Og det foregår lige nu. I evig nutid. Skønt kvinden Lilit, der som bekendt var Adams første hustru, levede i tidernes morgen, så består hun nattemørk og lyslevende igennem tiderne. Fra hulerne i Petra til gaskamrene i Birkenau. Men vi begynder i Jerusalem. I ledtog med ondskaben Pigen Miriam sidder i bussen sammen med pigen Fatima. Fatima er underligt tyk og verdensfjern i blikket. Kort efter at Miriam er steget af bussen, sprænges den i tusind stumper. Det er indledningen til en lang kæde af begivenheder i tid og rum, som er Miriam/Lilits skæbne. Sammen med selveste Satan udfører hun ugerninger og sælger ud af venskaber. Hvem fulgte Charlotte Corday til Paris i 1793? Hvem købte kniven? Hvem undslipper pesten i 1212? Og hvorfor er Miriam/Lilit på havet, da Helgoland sønderbombes i 1945? Det er, fordi hun står i ledtog med ondskaben og bærer hans ring. Det gør flere af bogens personer. Går efter struben Visionen om det jødiske folks skæbne slutter i hospitalssengen i Jerusalem. Miriam bliver igen til Miriam, og lægen hedder Fatima. Nu kan det hele begynde forfra igen. Der er ingen lære af historien. Alt er lidelse. Og det må vi lære at lide med! Og søge trøsten i det nære. Sådan afslutter Bent Rasmussen sin medrivende guide igennem godt og ondt, her og nu, fortid og nutid. Han går efter struben med en sær, tempereret lidenskabelighed. Der er ingen forklaring på bomber, bagtalelse og heksebål. Der er heller ingen forklaringer på summen af ondskab. Sådan ser det ud, når man skærer ind til benet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her