I maj modtog den britiske forfatter Philip Pullman af kronprinsesse Victorias hånd verdens største børnebogspris, Astrid Lindgren Memorial Award. Pullman er især kendt for trilogien om pigen Lyra ('Det gyldne kompas' m.fl.), men han kan også fortælle et helt almindeligt eventyr som 'Fugleskræmslet og hans tjener'. Hør blot: Gangsterfætrene Buffaloni En våd vinterdag rotter naturens kræfter sig sammen og sender livgivende lyn igennem det gamle, faldefærdige fugleskræmsel. Snart vandrer det ud ad landevejen med drengen Jack. Verden er kaotisk. Hære marcherer frem og tilbage over landet. Gangsterfætrene Buffaloni lukker for det rene vand og producerer gift i stedet. Solsort spiser fugleskræmslets hjerne Men verden er også varm og god, fuglene flokkes om skræmslet - de har et inderligt had-kærligheds-forhold til hinanden - og der er en ægte romance med en yppig fejekost. Desværre kommer en solsort til at spise fugleskræmslets hjerne, der ligner en ært, men det gør ikke noget. Tyk happy ending Så kommer det åndeløse øjeblik i Kildedalen, hvor en listig dommer, som er købt og betalt af Buffaloni-fætrene, skal dømme i sagen mod hr. Fugleskræmsel, der gør krav på stedet. Dommeren har skrevet sin kendelse på forhånd, men den gamle, kloge ravn har også studeret jura. Nu springer kilderne igen i Kildedalen, selv om de onde fætre er lige ved at få gjort kål på fugleskræmslet med borebiller og termitter. Philip Pullman smører en tyk happy ending på sit eventyrlærred. Så er det gjort. Underholdende og bedstefaderligt 'Fugleskræmslet og hans tjener' er hverken fugl eller fisk, men historien fungerer alligevel som en særlig blanding af gammelklog ironi og hjertevarme indskydelser. Især hovedpersonen funkler som en primitiv blanding af Pippi Langstrømpe og Don Quijote. Fugleskræmslet er en gentleman, der ikke skræmmer i rugetiden, og midt under et slag redder han en rødkælkerede ud af tumulten. Fugleskræmsler er stridbare, men retskafne. Philip Pullman fortæller underholdende og bedstefaderligt. Peter Baileys sort-hvide tegninger er også fra før krigen. De rammer en bestemt eventyrtone, som ikke kendes uden for De Britiske Øer. Det må være noget med tradition.