Vorherre er vældig fåmælt. Det kan man blive helt desperat af: Så sig dog noget, mand! I A.S. Byatts ny roman er der en herre med samme irriterende guddommelige tavshed. Hønefester Han hedder Avram Snitkin og er adressat for utallige ubesvarede breve, som en kvindelig sociolog sender til ham fra den religiøse kult, hun har infiltreret som en anden undercover-agent. Kvinden hedder Brenda Pincher og ender med at skrive to afhandlinger med titlerne 'Hønefester: en undersøgelse af kvinders indbyrdes samtaleformer' samt 'Fra gruppe til kult: en etnometodologisk analyse af udviklingen i en trosstruktur'. Kvindelig skaber og hersker Tavshed og tale, mænd og kvinder, tro og videnskab: Det skorter ikke på store temaer i denne intellektuelt barmfagre, kønsbevidste og kønsprovokerende kæmperoman, som kroner en tetralogi om England i 1950'erne og, navnlig, 1960'erne: 'Jomfruen i haven', 'Stilleben', 'Babelstårn' samt nu: 'Kvinde der fløjter'. A.S. Byatt er sig ganske bevidst som kvindelig skaber og hersker i dette univers. Ikke nogen god slutning Hun begyndte at puste liv i det helt tilbage i 1978, og meget kan man sige om hendes og alle andre fortælleres ligheder med Vorherre, men tavs, det er hun ikke: Hun har ord i sig som himlens stjerner og havets sand. Og så sætter hun jo alligevel et punktum til sidst, ligesom fortælleren til romanens indledende fabel om de fløjtende kvinder gør - til sine tilhøreres fortvivlelse og raseri: »...dette her er ikke nogen god slutning, det er slet ikke nogen slutning«. Hovedperson og fløjtende kvinde Så er vi advaret. Men der er nu heller intet til hinder for, at Byatt fortæller videre, for der må være en masse mere at fortælle om de kolossalt mange mænd og kvinder, der befolker romanerne (ikke alle førstnævnte er tavse, ikke alle sidstnævnte kagler). Ganske vist døde den ene af de to centrale søstre, Stephanie, på tragisk vis allerede i sidste bind, men den anden søster, Frederica, står kun så meget desto stærkere som hovedperson og fløjtende kvinde her i bind fire. Danskeren Luk Lysgaard-Peacock Som en anden hovedperson, danskeren Luk Lysgaard-Peacock, ser og siger det på side 420, mens han endnu ikke er blevet hendes elsker: »Luk så på hende, en tynd, mager, energisk kvinde med skæret fra stearinlysene i sit pjuskede røde hår. Han sagde: 'Du er fuld af små stumper aske, og dit ansigt ser ud, som om du har stukket det ind i et bål. Kunne du tænke dig et bad?'«. Filosoffens placering af hverdagens helt Ja tak til et bad og ja: hun har været ude i en brand, en virkelig én. Men selvfølgelig også en symbolsk én. Hos Byatt er der intet, som ikke er litteratur og symbol og metaforik: læg roligt lige så meget lys, lige så mange bondegårde og lige så mange påfugle som overhovedet muligt ind i danskerens navn. I romanen har han masser af dansk selskab med kvalificerede og tankevækkende overvejelser over både Grundtvig og, ikke mindst, Kierkegaard. Byatt diskuterer blandt meget andet, blandt uendeligt meget andet, filosoffens placering af hverdagens helt over for tragediens, som faktisk har det nemmere. Ender i et brændoffer Det handler om 1960'erne - de år, da vores verden gik lidt af lave. I hvert fald den intellektuelle verden, universitetsverdenen. Byatts fortælling om de to søstre begyndte i 1950'ernes England, men er her helt fokuseret på 1960'erne og disse års centrale brydninger symboliseret ved romanens tre steder: Universitetet i Yorkshire; de studerendes rablende »anti-universitet« på en lejrplads i nærheden; samt i en gård på heden: en uhyggelig blanding af terapeutisk behandlingscenter og religiøs kult under ledelse af en skizofren karismatiker ved navn Joshua Lamb. Sig navnet, læs Kierkegaards 'Frygt og bæven' og læs Bibelen, hvor det jo ender godt, da Abraham skal ofre Isak som et lam. Her hos Byatt ender det i et brændoffer. Traumatiseret kultleder Romanen er realistisk. Man fanges og fængsles side for side af dens rammende skildringer af tiden, dens typer, dens ideer, drømme og vildfarelser. A.S. Byatt ønsker akkurat ligesom sin sociologiske undercover-agent at undersøge, hvad det vil sige, at et menneske har karisma; og hvordan dette personlige karaktertræk overføres til en gruppe og bliver til kult. Hvad vi dog ikke begyndte at tro på, dengang i 60'erne, netop fordi ingen længere troede på noget som helst. Men romanens realisme spændes op i et utal af litterære spil, der ganske vist er overvældende, men også ubesværet overbevisende. Kultlederen Joshua Lamb er dybt traumatiseret af at have set sin far myrde sin mor og søskende, han ser blod alle vegne, og hans sygdom udvikler sig, så han »i stigende grad forbandt alting med noget andet«. Kan ikke holde dovne studerende ud Man overser ikke, at romanen i al sin distance til 1960'ernes psykologiske klima har akkurat samme tendens til at forbinde alt med alt og trække de utroligste blodspor. Der gemmer sig en Byatt både i Joshua Lamb, i Frederica Potter - og i de 1.000 andre store og små personligheder, der befolker romanerne. Dog er der nok mest Byatt i Frederica, der forlader sin stilling som universitetslærer i litteratur, fordi hun ikke kan holde de dovne studerende ud: »For hende var det indlysende, at det var bedre at interessere sig for noget frem for ikke at gøre det ...«. Minipersonlighed med minikarisma Og så ender Frederica minsandten som tv-vært på et show ved navn 'Bag spejlet', et DR 2-agtigt program med kreative afprøvninger af alt fra Nietzsche til tupperware. Højbrynet fjernsyn, men fjernsyn ikke desto mindre. Frederica, som også udgiver en raffineret og lovlig trendy lille bog, må finde sig i at være blevet, med avisernes ord, »en minipersonlighed« med en »minikarisma«. Kendt bliver hun i hvert fald og dermed udstyret med »et ansigt, der var en maske, en film, en projektion« - noget der lægger sig imellem hende og de mennesker, hun taler med. Mere, hvor det kommer fra Dyrene må ikke glemmes, romanen er en veritabel Noahs Ark, jeg vil nøjes med at nævne et får, som tror, det er en hund, samt alle de snegle, som studeres af en mandlig og en kvindelig forsker, som søger hukommelsens gåde. Der er masser af naturvidenskab i romanen, masser af human-videnskab, masser af viden og videnskab i det hele taget. Man skal tage sig tid til at læse den, samt de tre foregående bind, for man udfordres både på sin hjerne, sin krop, sit køn - og sin kalender: Byatt kræver dage og nætter revet ud til romanlæsning, og så tvivler man endda efter endt læsning ikke om, at der er mere, hvor det kommer fra, som min mor altid sagde. Regninger, forfølgelse, uvirkelighed Og hvad er det så, kvinder vil have, når de fløjter? Jeg vover et øje og tolker romanen: Måske vil de bare have et svar. Sådan som det til allersidst lykkes hende sociologen, vi begyndte med, at lokke tre ord ud af ham, hun sender de ubesvarede breve til. Her har vi helten: »Han snøvlede og mumlede. Han stak en hånd ind under sovesofaen og trak den ene plastikpose efter den anden frem, alle sammen fulde af uåbnede breve. 'Regninger', sagde han. 'Forfølgelse. Uvirkelighed'«. Mon Vorherre sidder i sin himmel og siger det samme, når vi sender bønner op til ham?