Han er født i Hongkong, er hvid udenpå, walisisk-skotsk, men nærmest gul indeni. Kinesisk i sin tankegang og sit sprog. I modsætning til de kinesere, som er gule udenpå og hvide indeni. De kaldes bananer. Det er ikke pænt ment. Hvad kunne man sammenligne ham med? Et kogt æg. Det er i alle tilfælde gult indeni. Gift med en døende veninde Jake passer ikke rigtig ind. Men han elsker livet i Hongkong. Bortset lige fra den nytårsaften, som meget effektivt og klaustrofobisk indleder Maggie O'Farrells tredje roman, 'Afstanden imellem os', den første på dansk. Nytårsaften begynder i svedig søvn og ender i menneskemylder, kaos og død, og Jake bliver modstræbende gift med en døende veninde. Fortid og nutid i småbidder Det tegner stærkt. Så introduceres Stella. Hun møder en mand på en bro i London, og synet af ham gør hende nærmest afsindig af skræk. Stella er britisk af italiensk afstamning. Som Jake hører hun ikke rigtig til. Hun står i udkanten af sit eget liv og deltager ikke rigtig. På et tidspunkt i 'Afstanden imellem os' tager hun til Skotland, ligesom Jake, for at konfrontere hemmeligheden i sit liv. Dér vil de mødes, meget sent i bogen. Inden da skal vi igennem fortid og nutid i småbidder, ikke kun de to hovedpersoners liv, men deres familiemedlemmers. Bindestregs-mennesker Godt skrevne vignetter, stemningsfulde, et par af dem mere end det (en episode med en forvildet flagermus i en bus i en tunnel i Hongkong, argh!). Men ikke rigtig gribende. Man ser temaet, fremmedgjorthed, mennesker, som kaldes bindestregs-mennesker, af blandet nationalitet. De er hele tiden uden for centrum. Føler vi os alle ikke sådan det meste af tiden eller i det mindste af og til: hægtet af? Det er et udmærket tema, fremmedheden, med et fascinerende sidetema: søstre og balancen mellem dem. Afstand imellem os Men trods eller måske netop på grund af konstruktionen med de mange fint arrangerede lag lærer man ikke Jake og Stella at kende. De er for blanke. De er på flugt, men hvad tænker de, hvad føler de? Vi ved det ikke. Der sættes hele tiden en ny episode ind, en ny velbeskreven hændelse, en ny oplysning. Der lægges mere og mere afstand til kernen i hovedpersonerne. De forbliver skygger. Derfor mister man interessen. Eller rettere nogle af os mister i stigende grad interessen. Af nysgerrighed og en vis irritation over, at jeg blev koldere og koldere, trods det, at jeg kunne se, hvor intelligent og følsom romanen var, læste jeg efterfølgende flere britiske anmeldelser og genfandt mine forbehold i nogle af dem. Bogen er en intelligent konstruktion og meget velskrevet med totalt uvedkommende hovedpersoner. Mens andre anmeldere var fulde af beundring. En mente, det var årets feriebog, så umådelig fint formuleret. Man kan sige, der var en vis afstand imellem os.