Danskerne skal kunne deres historie, for uden kendskab til den er de - vi - usikre og forvirrede, hævdes det. Og mange har vel heller ikke noget synderlig godt kendskab til hverken mennesker eller enkeltbegivenheder, bortset fra til et par stykker som Christian IV's udskudte øje, bombardementet af København og den tyske besættelse af Danmark. For at råde bod på det er Det Historiske Hus Aps, Aschehougs Forlag og en række forfattere - foreløbig den altoverkommende Maria Helleberg - gået i gang med at skildre danmarkshistorien gennem en fiktiv slægt: Daneslægten. Niddingdåd Vi starter rejsen så langt tilbage som til 19. april 1101, hvor Valdemar Dane beslutter sig for at fortælle sin søn Svend om den vej, han selv er gået, og om niddingdåd, de farer, problemer, som er blevet begået i hans tid, især af andre, for Valdemar Dane er en mand, der ikke selv kender til svig og svinestreger. Hans historie fortælles ikke i jegform, men af en tredjepersons fortæller, der gennem Valdemar indvier læseren i alle de uhyrlige gerninger, som blev begået i løbet af hans tid dvs. anden halvdel af 1000-tallet. Halvpsykopatiske Knud Valdemar Dane er en tænksom, søgende sjæl, som bliver vidne til mange skrækkelige hændelser. Den værste er mordet på ham, vi senere har lært at kalde Knud den Hellige, en halvpsykopatisk figur, skal man tro det billede, der tegnes af ham. Utroværdig figur Valdemar har det ikke nemt, men finder dog glæde ved Hedvig, der er smuk og har svale hænder, selv i barselsengen, og fremstår nøjagtig lige så utroværdig som bogens forsideillustration. Sådan har kvinderne bestemt ikke set ud dengang. Men såvel husarer som mange andre skal vel lokkes til. Bestillingsopgave Beskrivelsen af Valdemar Danes vaklende tro på sin konges karakter og rigtigheden af dennes handlinger er nogenlunde overbevisende beskrevet, mens hans forelskelser virker himmelråbende naive og mere i familie med en god, gammeldags Familie Journal-opskrift end med noget andet. Det værste ved 'Den hellige Knud' er dog, at den på trods af lyden af knuste helgenben og kløvede hjerneskaller er en anelse kedelig. Hvis rejsen op gennem danmarkshistorien skal fortsætte på denne måde, bliver den ganske lang. Og det er ikke, fordi Maria Helleberg ikke kan levendegøre middelalderen, for det har hun gjort så flot og godt i romanen om Margrethe I. Måske har bestillingsopgaven her taget noget af skrivelysten fra hende. Et eller andet er i alle tilfælde gået om ikke galt så dog en smule skævt, for historien om Valdemar Dane fungerer kun delvis.