To Andersen-parafraser på en måned, det er stærk kost! Først kom den fornøjeligt undergravende 'Det er ganske vist', og nu - med let overlappende forfatterkollegium - tolv litterære opdateringer, som alle har stået at læse i DSB-magasinet 'Ud & Se'. Slap affære Lad mig melde rent ud: På trods af et fjong skribentpanel er 'Reisekammeraten' slet ikke på niveau med sin forgængers (for da slet ikke at tale om sine forlægs) finurlige forskydninger - der er for meget selvbehagelig business class over de små genmiksninger, og som antologi fremstår dét, der fungerede til husbehov i hvilekupeen, nu som en slap og venstrehåndet affære. Ikke mindst i sammenligning med de mange sprudlende illustrationer. Ækelt kammerspil Forstå mig ret: Det er alt sammen effektivt og prof skruet sammen, og selv om ingen falder decideret pinligt igennem, er der simpelt hen for langt mellem snapsene på trolleyvognen. Men naturligvis er der krible-krablende-katastrofale undtagelser, og lad mig straks være sommerligt opbyggelig og fremhæve et par stykker: Lars Frost - som gudhjælpemig også var mesterlig i den konkurrerende samling - leverer denne gang en fint plaprende ligestillingsforhandling ('Den lille Pige med Svovlstikkerne'), mens Naja Marie Aidts 'Grantræet' er muteret til et ækelt kammerspil om sociopatisk vanrøgt af børn. »Nu skal jeg leve!«, som grantræet siger hos Andersen, da det står vissent mellem ukrudt og nælder. Underholdning i standardklasse Pia Juul skriver knivskarpt om sin barndoms beklumrede landsby-gesjæftighed ('Hvad Fatter gjør ...'), og Preben Major Sørensen sætter stærkstrøm til 'Dandse, dandse Dukke min!' og forvandler vuggevise til morderisk death metal for infantile traumer med kannibalistisk dræberdukke. Endelig stikker Peter Laugesen det hele i forfriskende brand med en inciterende uforståelig korttekst (36 linjer) om Kongernes Abe og hans rejser i byernes skrifter og drifter. Teksten står i gådefuld dialog med dannelsesromanen 'Improvisatoren'. 'Reisekammeraten' gør ikke en sjæl fortræd, og der er - med afstikkere til top og bund - garanteret standardklasse-underholdning fra Roskilde til Middelfart. I Odense, derimod, er det meste glemt.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























