Charlo Torp er en af dagligdagens anonyme stakler. Enkemand i en forholdsvis ung alder og med en datter Julie, der som så mange andre piger er vild med ponyer. Men Torp er selv ved at formøble det hele på grund af sin alt fortærende ludomani. Han skylder penge til nogle drenge, du bare ikke skal skylde penge. Nabo til døden Men så er der Harriet Krohn, den gamle dame med penge og sølvtøj på kistebunden. Og Charlo er desperat, han vil så gerne vinde sin datter tilbage, og hvorfor ikke købe hende en hest? Så han ankommer til Harriet med en buket blomster og en skyder. Skæbnen banker på, faktisk for begge to, thi også Charlo er nabo til døden. Poetisk pågående Ind i historien træder så Konrad Sejer, Fossums vanlige hero, som ligner en moden Robert Mitchum. Men her mere en inspektør Columbo, den standhaftigt spørgende strømer, som aldrig giver slip på byttet, når først han har fået færten af forbrydelse og farlige fiduser. Mindre mainstream og mere poetisk pågående, mere morbid og mindre mormor - det er syntaksen i Karin Fossums sidste på dansk, 'Drabet på Harriet Krohn'. I relation til andre skrivende kolleger, såsom Liza Marklund, Kim Småge og Unni Lindell, er hun snært at sammenligne med den engelske Ruth Rendell, genrens absolut mest beske skæbnegudinde. Psykologisk poesi Fossum har altid ondt af selv de onde(ste), som kringles ud i kriminelle begivenheder og bliver samspilsramte tabere som Torp, der vil det så godt, sådan da, men hvor alt ender i løgne og udflugter, død og ødelæggelse. 'Drabet på Harriet Krohn' er ikke rar læsning på den måde, ikke noget med at hygge sig med uhygge, men netop gribende med sin sproglige spændstighed og passager af psykologisk poesi sat fast på plottets sorte skruer, som Sejer tålmodigt og stædigt strammer til sandhed. Så romanen er spændende på den forfærdelige facon. Simpelthen Fossum fra øverste skuffe.