»Han trådte et skridt frem, og med lynende had i øjnene så han på de knælende karle. Kun et øjeblik«. »Så huggede han ned i hovedskallen på den forreste. Den øverste tredjedel af mandens hovedskal svuppede ud i luften«. »Manden segnede til jorden uden en lyd, mens de øvrige skreg i angst«. Brusende blod Den, der hugger, er Erik Torvaldssøn, den norskfødte viking, som med sin far udvandrede til Island, og som senere drog til Grønland og cirka 985 grundlagde Østerbygden. Hen mod slutningen af Preben Mørkbaks store, ambitiøse roman får han af Håkon Jarl tilnavnet 'den Røde' - for sin ilterhed, sit brusende blod og sit glødende hår, som Jarlen siger. Og det er rigtigt. Erik har et frygteligt temperament. Forelsket i trælkvinde Romanen beskriver første del af Eriks liv og karriere, senere følger endnu et bind om hans brogede skæbne. Og den er flot, nøjagtig som nogle af de kostbare, store, kulørte Hollywood-film. Der spares ikke på effekterne, fortælleenergien er voldsom, og der er ikke mange pauser mellem snapsene. Kvinder er noget, man tager, når lysten melder sig, trælle kan man behandle, som man vil. Og dog, Erik rammes af noget så umandigt som forelskelse, oven i købet i en trælkvinde: »Og nu sidder jeg her og sukker som en affældig. Over en trælkvinde. En lille sort træl fra et land langt, langt herfra. Bare en kvinde. En træl, der kan sælges«, jamrer han. Endimensional hovedperson Researchen til romanen har været stor og grundig, og for at læseren kan følge med, bringes der i slutningen ordlister - her kan man bl.a. læse, hvad 'sejd' er for noget - kort over Eriks rejser og årstalslister, så man kan orientere sig, alt sammen meget fornuftigt, al den stund de fleste vel ikke længere er fortrolige med det gamle norrøne stof. På trods af al forfatterumagen, der er gået ud på at fremmale de gamle samfund i Norge og på Island og at skabe skikkelsen Erik den Røde, sidder denne læser alligevel tilbage med et savn: Figuren Erik forbliver af en eller anden grund sært endimensional, nøjagtig som den seje, blanke Hollywood-helt. Men flot er det, det kan man ikke komme uden om. Rigtig flot - og lidt tomt.