Rolf Sindø er en forfatter, der holder sine personer ud i strakt arm og lader dem sprælle. Det passer muligvis bedre til de noveller, han udgav i år 2000, 'Pindsvin kan ikke svømme'. At læse hans roman, 'Marv og ben', er en underlig kuldslået affære. Han er god til at skrive de enkelte scener, men overbevist om, at man skal interessere sig for hans personer, bliver man ikke. Pubertær dagbog Marianne er psykiater, nyskilt fra arbejdsløse Flemming, hvis ven hun har giftet sig med, og som hun har været på sexklub med. Det erfarer vi af hendes tæerkrummende pinlige og pubertetsagtige dagbogsskriverier, hvis tonefald ikke harmonerer med den kyndige læge, der håndterer aborter, giver elektrochok og tager på ferie med sin psykisk syge søster Jette - der viser sig kun at være hendes halvsøster. Skeletter i skabet Derfor kan ingen i familien donere knoglemarv til Jette, der også har leukæmi, og derfor kommer moderens one night stand på bagsædet af en bil frem fra fortidens glemsel. Og Leif ind i billedet. Han har heller ikke den far, han tror. Til gengæld er han Bentes bror og uden at vide det far til hendes datter. Humor eller alvor? Personerne er således forbundet på kryds og tværs, og alle fædrene usikre på, om de er fædre til deres børn. Med god grund, som det fremgår. Der er masser af drama, effekter og moderne emner på tapetet. Leif giver dødshjælp til sin kone, Flemming går til hokuspokus-terapi i Eventyrhuset og gør op med sin Scientology-baggrund, delebarn og far på tur til Bonbonland osv. Bedst er Sindø i satiren som i skildringen af de gakkede healing-seancer. Men den kan ikke få romanen igennem. Det er, som om Sindø ikke har besluttet sig for, om vi skal grine af hans personer eller tage dem alvorligt. Man lægger hans bog fra sig med et vagt ubehag.