En søn forsvinder

Lyt til artiklen

»Hvert eneste billede er et gerningssted«, siger en politimand i 'Skyldige hjerte' om den mægtige samling af børnepornografi, som han gransker på sin computer. Bemærkningen hentyder umiddelbart til hans detektivarbejde med ud fra tapetmønstrene, møblerne, stikkontakternes form osv. at prøve at regne ud, hvor og hvornår billederne er taget, men meningen er også, at der ikke eksisterer uskyld eller god tro blandt producenter og brugere af børnepornografi. Hvert eneste fotografi er gerningssted for en forbrydelse mod de medvirkende børn, en forbrydelse, hvis gerningsmænd ikke bare er de mennesker, der iscenesætter, fremstiller og distribuerer billederne, men også dem, der holder liv i de pædofile kredsløb ved at hente, købe og bytte billederne, og som krænker børnene, hver gang de ser på dem. Møde med fortiden Seksuelt misbrug af børn og misbrugets frygtelige følger på kort og langt sigt er baggrunden for Julie Parsons både spændende og hjerteskærende roman om børnebogsforfatteren og tegneren Nick, der efter ti år på flugt fra sit eget forræderiske svigt vender hjem til Dublin for at finde ud af, hvad der egentlig skete den eftermiddag, da han i stedet for at passe sin otteårige søn overlod ham til en upålidelig barnepige, så han selv kunne tilbringe et par timer i sin elskerindes seng. Sønnen Owen forsvandt og blev aldrig fundet. Nicks ægteskab gik i opløsning, og han flyttede til USA, hvor hans omflakkende og fordrukne tilværelse først standser, da han ved en tilfældighed, som læseren måske nok skal være ret velvilligt indstillet for at godtage, møder sin gamle nabos undselige datter, som nu er en hårdkogt og succesrig stripper i New Orleans. Dette møde med fortiden sender ham tilbage til det villakvarter i udkanten af Dublin, hvor hans kone og en god del af de gamle naboer stadig bor. Med base i sin kones kælder forsøger Nick nu at opklare sin søns forsvinden. Overbevisende persontegninger Han får hjælp i sine bestræbelser af den kvindelig politiassistent, som i sin tid efterforskede sagen, og som aldrig siden har kunnet slippe den, men mest foretager han sine undersøgelser på egen hånd og på måder, der i farlig grad bringer ham på tværs af naboer og gamle venner, som i næsten bogstavelig forstand har skeletter i skabene. 'Skyldige hjerte' er en intelligent og relevant kriminalhistorie med en god balance mellem dialog, deduktion og accelererende action. Men det er også en historie om at komme overens med den tungeste tænkelige skyld, om at prøve at få nyt liv i en kærlighed, som man selv tog livet af for ti år siden, og om retfærdighed. Ikke mindst det sidste er vigtigt for Julie Parsons: Hvilken straf er passende for Owens morder, og har Nick ret til at tage loven i sine egne hænder? Dertil kommer interessante og overbevisende persontegninger og skildringer af livet i forstæderne og af de store forandringer, som det irske samfund gennemgik i løbet af 1990'erne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her