De er unge, de er stenede, de er fortabte - hovedpersonerne i Paulo Lins' roman 'Guds by', der foregår i et af Rios nyere slumkvarterer. Romanen lå i slutningen af 1990'erne på de brasilianske bestsellerlister og blev siden i en filmversion indstillet til to Oscars. Dét og så det faktum, at det tog journalisten Paulo Lins mange år at samle det dokumentariske materiale, som ligger til grund for 'Guds by', taler til dens fordel. Sproglig kunstighed Når beretningen om en gruppe kriminelle drenge på bunden af et korrupt storbysamfund ikke griber denne læser på noget tidspunkt, skyldes det noget ganske andet. Sproget. Den originale roman må i sit portugisiske have været slagkraftig og troværdig. På dansk virker ungernes slang kunstig. Det er altid problemet, når man skal oversætte dialekt og slang. Det er hundesvært. Jeg har gennem årene måttet opgive at læse mange bøger, bl.a. af Burroughs (før jeg kunne godt nok engelsk), af selv samme grund. Man snubler rundt i sproget og vrider anklerne om, til man til sidst bare ikke orker mere. Ligegyldig læser 'Guds by' lever i de afsnit, som er prægede af forfatterens blomstrende og spraglede beskrivelser, men dør i den akavede dialog, som der er rigtig meget af. For nu at give et eksempel: »Men nu ved vi Søremes da godt, at det er mere godt at bo her end dér«. Det er simpelthen ikke til at holde ud at læse i længden. Drengene går ned med flaget, dør som fluer, bedøvede af dope, i en meningsløs bandekrig og politiets nedskydninger, som kun få slipper ud af til et - formoder man - bedre og mere regelret liv. Men da man aldrig er kommet ind på livet af dem, lader det en helt kold. Måske man skulle se filmen.