Alle børn kan lide at lege med ord. Det er (næsten) lige så sjovt som at lege med mudder. Hos de fleste forsvinder trangen - hvorfor gør den det? - men nogle rimer livet ud. Enkelte bliver digtere. Mange bliver håndværkere. Stor efterspørgsel Tidsånden kalder på sproglig stimulering og tidlig indlæring. Rim og remser og sjove lyde. Det er det, man har en bedstemor til. Og Halfdan Rasmussen! Men efterhånden rækker det ikke med de to eller Rapanden Rasmus. Der skal rimes igennem for at klare den store efterspørgsel. Og det kan Lotte Salling. Klasseudflugt på rim Hun bestyrer den store disk i rimebutikken med godt håndværk og en smittende arbejdsglæde. Hun rimer dagen lang og udgiver hvert år adskillige bøger. For at det ikke skal blive det rene pjat hele tiden, handler det mest om tal, bogstaver og særprægede dyr. Men Lotte Salling kan også rime sig igennem en hel klasseudflugt med 1. b i København. Byen, der rimer på 'Vagn'! Søvndyssende effekt Alle kan være med. Det har de også været. For dem, der bliver hængende, kan det være svært at finde på flere dyr, der begynder med 'ø', så man bliver opstemt over nye poetiske kraftpræstationer. '9 nervøse natteravne' eller dafnien Dorte, der 'dåned'. Man skal heller ikke glemme Ebbe Sand, der rimer på såvel 'land' som 'forstand'. Nye betydninger er velsete. Hvor sidder f.eks. robådens åreknude? De fleste rim er af typen da-da-dum-da-da-dum, så der kan indtræde en vis søvndyssende effekt tillige. Det bliver sjældent vildere end almindeligt rimeri på hver anden linje. Så man skal kende sin småbørnspoet på opfindsomheden, de brutale bogstavrim og en enkelt prut. Det rimer også på sut! Tegninger skal der til. Det er ikke helt utypisk, når samtlige fem nævnte bøger er illustreret af en mand. Ordene er hos Eva. Adam får billedsiden. Kanoniske ordspil Ulrikka Strandbygaard er ikke ude i noget ærinde. Selv om bogens titel kunne antyde det: 'Klipre-klapre mælketænder'. Hun begynder heller ikke med at børste tænder. Hun begynder med at sige tak for dagen og solen, og til allersidst vinker hun op til en stjerne. Indimellem er der både korte og lange forløb - de første er de bedste - de er fortalt med sproglig energi og sans for rytmen. Hun er velfunderet i fantasien og har måske en anderledes rimordbog. Her er plads til såvel banaliteter (lam/dam) som det sublime (mæe/læge). Fordi Ulrikka Strandbygaard ikke er ude i noget ærinde, kan hun baske vildt med vingerne. Så det gør hun. Bakket godt op af Nis Jakob, der er tegnemæssigt åndsbeslægtet med Kim Fupz. Denne tegner har en ilter pensel, krøllede syner og det store, glade smil. Farvelægningen er nærmest raffineret. Her er ordspil, som godt kan blive klassikere - 'Rif raf rabarbersaft'! - og så er der en feminin hilsen til Rapanden Rasmus fra landsbyens gadekær. Leverpostejslyrik En anden stilfærdig tågænger på rimets sti er Nis Rasmussen, der med 'Dyrenes ABC' er ude i et velkendt ærinde. Han har vendt bøtten endnu en gang, og selv om han ikke kan lave om på, at giraffen Gorm er bedre end gnuen Gunnar, så lykkes det at finde på mange sjove rim og finter. Under bogstavet 'y' har forfatteren indlagt en lidt for voksen tibetansk gåde med 'yeti' og 'yak', men ellers er det en forfriskende variation over det kære alfabet - og dyrerige. Keld Petersen har tegnet til. Han er heller ikke sådan at bide skeer med. Og han fremstiller uimponeret alle de mærkelige skabninger i en tegneserieagtig stil. Lotte Salling får det bedste frem i sine illustratorer. Det gælder ikke mindst Bo Odgaard Iversen, der står for billedsiden til 'Tyve trætte trolde', der bestemt har et ærinde: at tælle nedad. Men når bare det rimer! Og det gør det. Tegneren hæver denne omgang leverpostejslyrik op til suveræn medleven og - når det kniber - så digter han selv. Bo Odgaard Iversen har en ægte barnesjæl og et stort register at bruge den i. Han kan tegne sødt, og han kan tegne farligt. Tidligere kunne han være lidt for kringletkrøllet. Her er han perfekt og påtrængende. 'Tyve trætte trolde' er klart den flottest illustrerede bog i dette udvalg. Manglende snavs under neglene Så fortæller Lotte Salling i 'Superlusen Lurifax' en række små rimede forløb. Om hanen, der galer. Om lusen, der kradser. Om vejrprofetens trompet. Det er overladt til Rasmus Bregnhøi at puste liv i løjerne og lusen, og det lykkes ikke rigtig for ham. Han har valgt en lidt gulnet farvetone og en (for ham) ret ordinær streg. Hvis en spøjs tegner kan kløjes i en tekst, er det tilfældet her. Endelig får tegneren Jørgen Stamp på ny buddet til en fortsættelse af historien om 1. b. Klassen er på bare ti elever. Dertil en hjælpelærer! Denne gang skal klassen på udflugt. De balancerer på rækværk og hærger kronjuvelerne. De gør alt det, man drømmer om at gøre, når man er på fremmed grund og i flok, og det er sjovt hittet på, men hvorfor skal det rime? Jørgen Stamp har fundet en lun og dynamisk tone til disse bøger. Han er god til mylder såvel som den frydefulde ro, der hersker i toget på hjemvejen. De er med tilbage alle ti! Og konduktøren synes, de ser søde ud, når de sover. I dette udvalg savnes lidt flere muller, snavs under neglene og rigtig hårdkogte ordsammenstillinger. Peter Mouritzen kan. Hvem kan ellers?