Morten Ramslands omfangsrige slægtsroman lander tungt oven på tidens tynde og sirlige skriveøvelser. 'Hundehoved' er et kvælergreb af en bog om en familie, der er lige lovlig live. Stamtræet stod i Bergen og omegn. Det er en slægt præget af bortforklaringer, vold og misvækst. Hjemsøgt af angst og druk. Bærende på skeletter fra de allerede godt gennemrodede gemmer. Øgenavne udstiller miseren. Flapøre. Æblehoved. Møgtøsen. Stamfader er Rasmus Hugtand. Værst er det angstfremkaldende Hundehoved, der dog ikke er medlem af familien. Skik at løbe fra regningen Det går over stok og sten. Men historiens begyndelse står klippefast. Eller gør den? En forfader spurter sammen med en kammerat over Tysklands brune jord forfulgt af hunde og vagter fra Buchenwald. Da de undvegne er blevet indfanget, får de lov at slås om, hvem der skal overleve. Dén oplevelse har for altid præget Asgers farfar. Han vandt! Det er nemlig Asger (årgang 1971), der fortæller historien. Han er kommet hjem til Odense efter syv år i eksil i udlandet. Det er en udbredt skik hos familiens mænd - at løbe fra regningen. Asgers egen far gjorde det flere gange. Til sidst med en bjergbestigerske, som lokkede ham i uføre. Norsk-gordisk familieknude på Fyn Farfar hedder Askild, og han styrer med lunefuld jernhånd sine omgivelser. Holdt oppe af snaps, trodsighed og kubisme. Askild er sværvægteren i historien. Det var ikke heroisk modstand, der sendte ham til Thüringen under krigen, men simpel kriminalitet. Dog gik det ud over tyskerne, og han gjorde det for en kvindes skyld. Og hér er vi ved en hovedhjørnesten i slægtshistorien. Kvinder i alle aldre myldrer frem over siderne med migræne og pletvist gåpåmod. De regerer med uhygge og frygt. Den mandlige side har det svært, men de udviser alle en eksemplarisk vedholdenhed, til det bliver for meget, og siden hen en sær form for troskab. Læst mellem linjerne er det voldsomme ting, der sker. Sløjferne på familiens bånd er ikke noget, der bearbejdes, det er noget, man sprænger sig ud af, når det bliver for snærende. Til sidst ender hele den norsk-gordiske familieknude på Fyn, hvor Askild endelig bliver pensioneret fra hr. Møllers skibsværft. Undervejs har han bygget et kubistisk hus med havudsigt, som nu bestyres af den tilbageværende norske gren af familien. Håndfast vinkel på kernefamilien Morten Ramsland fortæller som en brandbil. Med hornet i bund. Han kører også over for rødt. Der er høj energi i historien. Den afdækker traumer og psykologisk arvegods i slægten, men dvæler måske ikke længe nok ved enkelte elementer. Som om forfatteren har beholdt de bedste (værste) kort oppe i ærmet. Tungt er det at læse om en slægt, der holder sammen på sig selv med uhygge og frygt. Frydeligt er det at læse en velkomponeret og svedig historie om en flok mennesker, der opfører sig vildt og vanvittigt - men på en ret normal måde. Her er en skæv og håndfast vinkel på den udvidede kernefamilies tætsiddende skruestik. Det gør ondt. Forfatteren har tidligere udsendt en roman, en digtsamling og en række børnebøger. Senest billedbogen 'Pedes uhyrer', der genfortæller en vigtig episode fra denne roman: om drengen, som sidder inde under køkkenvasken og tegner uhyrer, til de bliver levende.