Levanten er fuld af mikrober. Med dette motto mødte den unge russiske kvinde Shlomit Klausner sit nye mellemøstlige fædreland i 1933. Og de næste femogtyve år i Jerusalem måtte hendes lige så europæiske mand, Alexander, bevise sin ægteskabelige kærlighed ved at stå op hver årle morgen »og af alle kræfter banke madrasser og sengetøj for hende med en tæppebanker, lufte tæpper og puder, sprøjte hele huset med Flit og hjælpe hende med nådesløst at koge grøntsager, frugt, linned og køkkenredskaber«. »Hver anden eller tredje time skulle han desinficere toilettet og håndvaskene med klor«. I eksil Shlomit og Alexander var Amos Oz' russiske bedsteforældre. Der var grusomt langt fra deres ungdoms storslåede Odessa til den lille palæstinensiske udørk, som europæisk antisemitisme tvang dem til at slå sig ned i. 'Jøderne til Palæstina', stod der på murene i 1930'ernes Europa. Nu står der 'Jøderne ud af Palæstina'. Længsler og skuffelser Det er i sandhed 'En fortælling om kærlighed og mørke', Amos Oz har skrevet om sin og sin families historie. En monumental roman-selvbiografi om Europa og Israel, mænd og kvinder, om litteraturens drivkræfter, om længsler, skuffelser, håb og drifter. Forfærdende læsning, men også varm, humoristisk, rørende og fængslende. Familietragedier På mødrene side kom familien fra Ukraine. Bedstefaderen var en velstående møller, som med kone og tre døtre endte i meget små kår under den brændende mellemøstlige sol. »Ægteskabet mellem Itta og Hertz Mussmann overlevede med sammenbidte kæber femogtres års fornærmelser, sorger, ydmygelser, forsoninger, skam, beherskelse, gensidig høflighed og tænderskæren«. Der er gammeltestamentlige dimensioner over de familietragedier, Amos Oz' forældre, Arie Klausner og Fanja Mussmann, var kommet af. Og selv resumerer han sine tidlige år sådan: »Jeg var enebarn, og de lagde begge den fulde vægt af deres skuffelse på mine skuldre«. Moderens selvmord Hvilken skuffelse? Der var skuffelsen over, at Israel aldrig blev et ordentligt land, det vil sige et europæisk civiliseret land med 1920'ernes kosmopolitiske højkultur og velstand; der var skuffelsen over, at Jerusalem var sådan et støvet stykke ørkenby og ikke en ordentlig hovedstad med en katedral, en flod og en skov ude i periferien. Men først og sidst var der skuffelsen over ikke at have levet op til egne forventninger, simpelt hen, ikke klaret den, socialt, ægteskabeligt, akademisk. Amos Oz' far ville være en stor professor, men endte som en lille bibliotekar. Amos Oz' mor var uddannet i filosofi og litteratur ved universiteterne i Prag og Jerusalem, et barn af det bedste Europa, men af selv samme Europa fordrevet og forvist til en mørk toværelses lejlighed på 30 kvadratmeter i en mellemøstlig krigszone. Lejligheden her i det forjættede land kunne have ligget i et hjørne af køkkenet i hendes ukrainske barndomshjem. Hun tog sit liv, da Amos var 13 år. Forældreopgør Jeg var enebarn. De tre ord er stadigt tilbagevendende i bogen: »Jeg skulle spise godt, sove meget og vaske mig ordentligt, så mine chancer for at vokse op og indfri nogle af de forventninger, mine forældre havde i deres ungdom, blev bedre«. Forældreopgøret i denne bog er lige så monumentalt som dens ydre dimensioner. Hvilken barndom mellem en depressiv, men også pragtfuldt drømmende og fortællende mor, der sætter alle litteraturens griller i drengens hoved; og en evigt sprogspillende, studerende, læsende, skrivende far, som taler og fortæller og belærer og diskuterer med drengen, men til sin dødsdag aldrig veksler et eneste ord af egentlig personlig karakter med ham. »Der er ting, man ikke spøger med«, siger hans far. Men moderen replicerer, at i hendes øjne er der netop intet som helst, man ikke kan spøge med. Løsrivelsesprocessen Mellem disse to eksistenser skulle Amos Oz finde sin vej. Og vejen førte først så langt væk som overhovedet muligt fra det småborgerlig-intellektuelle og politisk højredrejede bymiljø, der var forældrenes. Han meldte sig som teenager ind i en kibbutz, han kørte traktor og blev solbrændt. Der er en pragtfuld beskrivelse af første gang, hans far besøger sin fortabte bondesøn, som henter ham ved busstoppestedet i traktor og slæber den nærsynede bibliotekar rundt i stalde og hønsehuse og maskinstationer. Et morderisk gennemført faderopgør, der ender som et ikke mindre morderisk gennemført selvopgør. For løsrivelsesprocessen fra kibbutzens kollektivistiske landbrugssamfund begynder, i selv samme sekund han træder ind i den - og da han omsider tredive år efter træder ud af den igen, er han blevet alt, hvad far og mor i deres vildeste fantasier kunne drømme om: en fuldt udviklet skønlitterær forfatter, en stor kunstner med international succes. Kunstnerroman Og lige under den jødiske familietragedie er det nok så meget dét, 'En fortælling om kærlighed og mørke' drejer sig om: litteratur. Kunst. Om at skrive på et sprog, hebraisk, der er bibelsk gammelt og dog så ungt, at det bruger ord, som ens egen grandonkel har opfundet; om at sladderen er skønlitteraturens folkelige niece; om at man ikke skal søge fortællingens kerne i området mellem skabelsen og forfatteren, men i området mellem det skrevne og læseren; og om Tjekhov, Dostojevskij, Faulkner, Nabokov, Hamsun, A.B. Yehoshua, Agnon og tusind andre forfattere, forbilleder, kolleger. Hebraisk er for øvrigt et sprog, ikke mange danske behersker. Men det gør oversætteren Hanne Friis tydeligvis, og hun fortjener stor tak for at have reddet Amos Oz' kæmpestore bog ualmindelig kvalificeret over i vores sprog. Det må i sig selv have været en kamp - også fordi hun ligesom læseren sandt at sige har måttet bære over med lige lovlig megen redundans og gentagelser. Den slags, som kun store forfattere får lov til. Ud af vemodens vildnis Enebarnet klarede skuffelsen på sin skuldre. Han blev berømt kunstner og fik i tidens fylde nærmest foræret det professorat i litteratur ved universitetet, som hans far forgæves havde kæmpet for. Amos Oz klarede sig ud af det triste »vildnis af vemod og forstillelse, af nostalgi, absurditet, mindreværd og provinsiel indbildskhed, sentimental opdragelse og anakronistiske idealer, undertrykte traumer, resignation og fortvivlelse«. Men det blev hans mor ikke levende af, og bogen er ét langt skrig efter hende. Og skønt Amos Oz' forfatterskab, og ikke mindst denne bog, nu står som et stykke europæisk-mellemøstligt højkultur, som en hovedstad med katedral og flod og skov i omegnen, så er det gamle Europa forsvundet og vender aldrig tilbage. Det er en meget, meget mørk fortælling om kærlighed, han her har skrevet. Men man kan jo godt både smile og grine i mørke.