Helledusseda og sikke noget: Hvis ens 39-årige elskede pludselig dør, er fanden selvfølgelig løs i Laksegade. For den 36-årige radioproducer Gitte sker der netop det: Manden og revisoren Poul får konstateret kræft og dør meget hurtigt efter diagnosen. Han efterlader sig Ditte og deres fælles søn, 5-årige Joachim - og det pæne lille liv med rækkehus og carport i ruiner. Intens sorg Derved kastes Ditte og Joachim ud i intens sorg og et heftigt arbejde med at komme nogenlunde helskindede og livsglade videre i tilværelsen. Det er det ene midtliggende ankerpunkt i romanen. Det andet handler om den store voksne kærlighed, om hengivelse og om forpligtelse. Selvdementerende lækkerhed Det er ikke så meget det, Lotte Garbers skriver om, som det er måden, hun gør det på - det, der jo reelt nok, er et stort og banalt og voldsomt livsdrama (anmelderens egen fader døde som netop 39-årig, så det er ikke grebet ud af den tomme luft eller ment nedladende, når jeg skriver sådan om det), forvandles imidlertid i Garbers' skrivemaskine til et styks kluntet, fadt og skøjtende overfladisk hyggerealisme. Med 'hyggerealisme' mener jeg, at det hele smøres ind i en sky af selvdementerende lækkerhed, en art livsstilsgørelse af det stof, der taget for sig selv er disponibelt for langt mere indfølte og skarpsindige og velskrevne behandlinger end denne. Selvdøde tilløb Det her er ikke biedermeierens genkomst, som et tema-nummer af 'Kritik' sidste år tog fat i. Dertil er det ganske enkelt for småpænt, der er ikke engang den opulente smagløshed, som gennemsyrede f.eks. 'Nikolaj og Julie', komplet med Tim Christensens klagende falset. Der er hos Garbers tilløb til mangt og meget, der kunne have været mindre forlorent, en sans for det gode venindeskab, et halvvejs udmærket portræt af overleveren Ditte, enkelte hæderlige blikke kastet på den lille sørgende dreng, en Duras-agtig skitse af kærlighed - men det bliver ved de selvdøde tilløb, og derved falder buddingen sammen og kan hverken blive til ren uhyggelig kitsch eller til den store, ublu tragedie. Lunkent og vægelsindet Det klasker ned omtrent i midtens terrain vague, og ytrer sig som en halvhjertet og halvudmærket skrevet omgang hyggerealisme - av hvor gør det ondt, men jeg tager mig lige en cookie fra Emmery's, og så er det ikke helt så galt alligevel. Her står pendulet bare og dingler sløvt og dovent inde på det, der ikke engang er en livsalig midte. Nej, så giv mig hellere noget ugenert jammerligt bras eller det voldsomste melodrama som hos Wagner, alt frem for denne lunkne og vægelsindede hyggebehandling af døden og krisen og omslaget i et menneskes liv. Må Garbers eget pendul svinge kraftigere og bedre næste gang.