En mere lad hovedperson end Eyvind Jonsson skal man lede længe efter i litteraturhistorien. Han bliver kaldt Storm, hvilket kun er et velvalgt kælenavn i den forstand, at han får skabt en masse problemer omkring sig, som han på snedig vis får delegeret ud til andre, dvs. vennerne og socialvæsenet. Han er sådan en type, man i gamle dage ville kalde arbejdssky. Psykopatens klagesang Den islandske Einar Kárason, der er oversat til dansk med bl.a. 'Djævleø'-trilogien, har med denne roman skabt en farce over temaet 'den evige bistandsklient' med sideklangen: 'psykopatens klagesang'. Romanen, der blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris dette år, skildrer en person med en forreven opvækst i 1960'ernes Reykjavik. Islandsk koloni Moderen sætter både pengene fra arvegården og den indkøbte blomsterbutik til og lever livet på bunden med alkoholiserede eksistenser, hvoraf Harald Hurricane er den mest legendariske og spektakulære af de eksistenser, der befolker Storms barndom - når han da ikke får al den omsorg af farmoderen, som han senere forventer, alle andre skal levere. Han dropper ud af skolen som 16-årig, kommer aldrig ind i det almindeliges bane. Men så rejser han til Danmark som så mange andre islændinge. I Vollsmose i Odense er der en hel koloni. Hans søde kone, Stefani, knokler som hjemmehjælper og mor for deres to børn, mens han drikker bajere med de andre islændinge, der uddanner sig til mejerister, it-ingeniører og andet. Evig skyldfølelse Storm flyder rundt og er god til at underholde og dreje de andre en knap. Hvordan erfarer man i de afsnit, hvor hans venner eller bekendte har ordet og dermed kommer til at afsløre den psykopatologi, som hverken de eller sagsbehandleren gennemskuer. De er både underholdt af ham og irriteret over at føle, at de skylder ham en masse. Det er det, han kan - få dem til at føle sig skyldige. Det er altid de andres skyld. I USA, som han pludselig emigrerer til, går det ikke. Den stakkels frem og tilbage-slæbte familie er lynhurtigt tilbage i Danmarks bistandssystem, indtil de bliver kaldt til Island, fordi et forlag har brug for en proformaforfatter til en 'selvbiografisk' bog om samfundets randeksistenser. Nogle af Storms gamle venner mener, at han kan bruges som en slags stand-in for en forfatter til en bog, der stykkes sammen af et gammelt manuskript og professionel tilskrivning. Men Storm er ikke en, man bruger - han er en, der bruger alle, han kommer i nærheden af, og det kan han åbenbart komme af sted med til det sidste, hvorefter han ender, som han begyndte: i Vollsmose og sagsbehandleren Susannes trygge favn. Moderne megalomi Kárason arbejder med typefigurer og med karikering af moderne eksistens. Det morsomste ved at læse om denne romans ulidelige hovedperson er parodien på den moderne megalomi, der er drevet til det absurde i portrættet af Storm. Han tror, han er noget særligt, selv om han ingenting er og ikke gider gøre noget andet end beklage sig. Romanen er ganske trættende at læse, netop på grund af hovedpersonen, men man kan ikke frakende, at den på sin vis er vellykket i sin udstilling af sin hovedfigurs psykopatologi.