Samuel er fra Island og stedt her i det flade Danmark, fjernt fra både den storslåede saganatur og de udstrakte vider, men altså også en flygtning fra den bigotte og bornerte kristne sekt oppe på øen, som har præget ham og hans familie alt for længe, måske for resten af livet. Egne og andre fordomme er derfor denne fortællings floder, han må sætte over. Her nede i Danmark, hvor han bor sammen med en meget bestemt kvinde, som han konsekvent omtaler »Kussen«, selv om hun forvalter den del af sit legeme med samme nidkære sparsommelighed som præsten sin slunkne kirkebøsse i et fattigt sogn. På sporet af den tabte forhud Til gengæld er der så miss Sunshine, som står til rådighed med sex i variable udgaver, når Samuel både er kropsligt trængende og erotisk fantaserende. Og endelig inde i Samuels sjæl, hjerne, sind og sanser er der flaksende billeder af en stærk-stor mor, som både nægter at dø, gå bort eller træde til side for andre kvinder i enhver normal søns liv. Det ender med skizofreni og på den lukkede afdeling og med alle mulige udflugter i kaskader af ind- og udfald. Digressioner uden ende og dog på sporet af den forhud, mor klippede med en moderne saks støbt i en nyreligiøs smedje. Alskens aske Således ord om alt muligt mellem jord, moderbinding og det fremmedforskrækkede Danmark, som en sand islænding både elsker og hader og især elsker at hade. Klart netop nu, fordi vi har gærdet vort land op med fordomme, også over for en skandinav, der ankommer norrønt med luft under vingerne fra sagaernes udestue af stolt natur med meget højt til loftet. Er/bør læseren være forvirret? Det er faktisk meningen med romanens tunge skybrud af alskens aske fra den islandske forfatter Mikael Torfasons vulkanske pen med sort blæk af en rablende realisme, som vifter ud i alle retninger. Uforsigtigt uforudsigelig Her i 'Samuel' suser stilen magisk og morsomt over stok og sten via et monstrøst signalement af en 30-årig mand på skideren. Okay, delvist opvokset i den lune Golfstrøm fra 1968, men også født med et ødipalt bekymret termometer i munden og ikke en lykkens sølvske i samme. Mor er hans skæbne, den forgiftede jord, han ikke må røre, ja, alle de korrekte kvinder gestaltet i hendes hele væsen med et scepter af sømmelighed i den ene hånd og en moders skuffede æble ved synet af sønnens naturlige rebelskhed i den anden. Det er meget morsom leveret, skal dog læses i langsomt tempo og med en sans for hidsigt temposkift, for alt flyder heftigt ud til alt muligt andet - et sted mellem det tragiske, det komiske og det rørende. Torfason er ikke for fastholdere, som bogstaveligt ønsker orden og klarhed, en regelret grammatik i tekstens mening eller punktnedslag af mening i den galskab, nogle forfattere dyrker som deres egen sutteklud, når mor, storsøster, kællingen og madammen slukker lyset for lysten. Alle andre med smag for det uforsigtigt uforudsigelige er anbefalet 'Samuel'.