Her på siden hylder vi for tiden de nye drengetegnere, der klart overstyrer både stregen, energien og kuløren. Rasmuserne Bregnhøi og Juul m.fl. samt nu Jarl Egeberg. De udgør et broderskab af dårlig smag. Svinedrenge fra muddergrøften. De laver grove billeder, som kun en mor kan elske. 'Pedes uhyrer' er ingen undtagelse. Tværtimod! Vortebefængt skrubtudse Teksten er af Morten Ramsland, og han lægger heller ikke fingrene imellem i sin beskrivelse af forholdene hjemme hos drengen Pede. Her skændes forældrene, og det fløjter gennem luften med strikkepinde, stegepander og ukvemsord. Han kalder hende en »vortebefængt skrubtudse«, og hun siger, at han er en »blegnæbbet underassistent«. Grimt og grotesk Når det hele bliver for hedt, gemmer Pede sig i køkkenskabet. For at fordrive tiden begynder han at tegne på brædderne, og de uhyrer, han opdigter, bliver efterhånden levende og større og parat til talrige uhyrligheder ved hans side. Til sidst bliver det hele så grimt og grotesk (og morsomt) med sylespidse hugtænder, at forældrene slutter fred og lover at købe slik og spille ludo. Brummende trækker væsnerne sig tilbage til køkkenskabet med det blinde monster i spidsen. We'll be back! Forvredne fantasier Jarl Egeberg har udviklet sig kraftigt, siden han sidste år lånte sin voldsomme streg ud til billedbogsudgaven af Bjarne Reuters klassiske 'Det forkerte barn'. I 'Pedes uhyrer' har tegneren delvis kontrol over udladningerne, det forfærdelige pakkes ind i smat og forvredne (drenge)fantasier. Der er ikke noget forsonende æstetisk over billederne af Pede og hans private uhyrer. Bogen rammer smertegrænsen tæt ved Dorte Karrebæks berømmelige om 'Pigen der var god til mange ting', der dog er anderledes fortalt. Men begge trøster de på den solidariske måde. Det er live fra muddergrøften.