Efterhånden ved vi alle sammen, at renhjertede helte og skurke var de færreste under besættelsen. Og at der var flere danskere på østfronten end i modstands-bevægelsen. Allerflest var der i den grå zone mellem godt og skidt. Nuanceret historiesyn De renhjertede har det også med at dø. Som f.eks. Jespers bror Ole, der ikke kom hjem med Frikorpset fra Rusland. Ole ville »gøre noget«, nu er det lillebrors tur. Så Jesper hugger en ladt pistol fra en tysker. Det 'at gøre noget' er hovedtemaet i Benni Bødkers rapport fra en nazifamilie i opløsning. 'Besættelse' lægger sig pænt i rækken af nuancerede syn på en ond tid. Aktiv i nazipartiet Jesper bor alene med sin far i en dansk provinsby, der ligner Nakskov. Egentlig kommer de fra Vanløse, men her blev det efterhånden for hot at være nazist. Da der bliver skudt ind gennem ruderne, flytter de. Jespers far har været aktiv i nazipartiet, nu sidder han og ruger over køkkenbordet. De spiser mange havregryn dér. Jesper har lært glæderne ved friluftsliv og pistolskydning i nazisternes ungdomsbevægelse. Nu begynder han at forstå. Året er 1943. Jesper finder en række ucensurerede breve, som storebror har sendt hjem fra helvedet i øst. Nu må han gøre noget. På familiens vegne. Måske er det det rigtige! Midt imellem helt og skurk Benni Bødker jonglerer med mange bolde. Ligesom i forgængeren - og debuten - om 'Helvedesmaskinen', der foregik omkring 1880, bestræber han sig på at male tiden i ord. Der er dufte og lyde og præcise iagttagelser. Samtidig skal Jesper falde til i sin nye skole, han skal kigge langt efter en pige, han skal på fodboldholdet, han skal i kontakt med modstandsbevægelsen, og han skal 'gøre noget'. Til sidst bliver han måske helt og uskadeliggør ene dreng en større tysk båd ovre på værftet. Måske! Forfatteren trækker tæppet for i de sidste sekunder inden braget. Det er flot! Det er også godt at lade historien hænge mellem helt og skurk. Det er godt at lade temaet være virketrang. Og det er godt at antyde de små tilfældigheder, som afgør, om vi havner på den ene eller den anden side af kridtstregen. Derimod er det ikke godt, at bogens tone er blevet så drenget - »Var de ude på noget hemmeligt?« - og at for mange bolde bliver tabt undervejs. Temaer krydser hinanden uden at mødes igen. En ren- og hårdhjertet redigering af manuskriptet havde gjort underværker.