Ældre læsere husker med glæde 'Parakurt - agent A 38'. Den er fra 1974 og blev skabt i et samarbejde mellem Jannick Storm og Gunnar Wille. Senere opfandt Gunnar Wille de populære figurer 'Magiske Mads' og 'Skrumpen fra det ydre rum'. Den seneste børnebog udkom for femten år siden. Derefter har tegner-fortælleren boltret sig som leder af animationsinstruktøruddannelsen på Filmskolen - samt meget mere. Retro-tingeltangel 'Den vrede dreng' virker ældet på mere end én måde. Det er en børnebog med tidshop i. Historien tager afsæt i 1952, men popper op i både besættelsen, nutiden samt på Tycho Brahes tid. Sproget er tungt og ikke fri for klichéer: »Livet i Danmark i begyndelsen af halvtredserne var anderledes end det er i dag«. Endelig er bogens grafiske udformning ren retro. Hen over siderne løber et bånd af tegninger med alskens tingeltangel dryppet ud på hver side af teksten. Det er dekorativt, men virker også underligt uengageret. Drama fra besættelsestiden Men det er bogen ligeglad med. 'Den vrede dreng' er bevidst skrevet med slippers på. Og måske et stop pibetobak. Fortælleglæden blæser mange indvendinger omkuld, for det ER en spændende og snurrig og tankevækkende historie, som Gunnar Wille har fundet på. Den foregår i Krystalgade nær Rundetårn. Her sidder drengen, der er vred. Han er vred over, at han ikke kan gå, skønt han er erklæret sund, og han er sur over, at ingen vil fortælle ham, hvad der er sket med hans mor og far. Langsomt oprulles et drama fra besættelsens tid, hvor helte også kunne være skurke, og den vrede dreng, som hedder Antonius, kommer op at gå igen. Personerne spejler sig genkendende i hinanden - f.eks. støder Antonius ind i sit eget barnebarn - og det er også forfatterens agt at lade det blive til en hel serie. Det er altid en fornøjelse at finde småfejl i sådanne historier fra fortiden. Drengens farfar har i 1952 en større samling franske tegneserier. Mon dog?
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























