Utallige turister har - lige siden man i 1800-tallets midte systematisk var begyndt at udgrave Pompeji - gyst ved tanken om at have være blandt de 30.000 mennesker, der omkom i august år 79, da vulkanen Vesuv gik i sit berømte, ødelæggende udbrud. De gode overlever I Robert Harris' roman 'Pompeji' er læserne blandt disse mennesker, og den frygtelige naturkatastrofe opleves sammen med - men ikke gennem - forskellige personer. To af personerne er gode - og dem går det heldigvis godt - andre er af historien bundet til at omkomme, som forfatteren Plinius. Ham ved vi noget om, idet hans nevø har fortalt om hans endeligt. Traditionelt skema Plinius d.Æ. var naturvidenskabsmand og filosof, og han flygtede ikke, men blev for at kunne studere det fantastiske fænomen, som vulkanudbrud var og er. Og endelig er der de onde, som det heldigvis ikke lykkedes at slippe væk fra katastrofen. Skemaet har været anvendt et utal af gange i romanskriveriets historie, og det er, ligesom om man nu kender det til bunds, og det er ikke godt for en roman, for så er spændingen blæst væk med de hede stormkast, som de agerende udsættes for. Smagløs suppe Helten er en vandingeniør, der bliver sendt til området, fordi der er problemer med Aqua Augusta, vandledningen eller akvædukten, der forsynede hele området ved Neapolis-bugten med vand. Han opdager, at noget er galt, han opsøger en rigmand, der lige har dømt en slave til døden og får her indtryk af mandens modbydelige karakter. Han ser også rigmandens smukke, selvstændige datter, og ... ja, herefter er det kun et spørgsmål om sider og antal af faldende sten, inden de to kan forenes. Romanen er en ret kuriøs blanding af imponerende romanresearch, enkelte flotte scener især med og omkring Plinius og et så fladt spændingsmønster, at man næsten ikke kan tro det. Derfor denne appel: Kære Robert Harris! Du burde kunne få mere ud af et pragtstof som dette. Det er blevet en suppe uden megen smag, du har kogt sammen denne gang.