Hvis langstrakt gaben var guld, ville denne anmelder eje millioner efter endt læsning af finsk-egyptiske Ranya Paasonens debutroman. Milliarder. Zilliarder. Og det er ganske uventet, eftersom Paarsonens portræt af sin multikulturelle familie, 'Der hvor solen står højest', blev anmelder- og prisbelønnet i Finland, hvor den udkom i 2002, og man hører begrundelsen for sig. Sjælelig splittelse For en yngre kvinde, der skriver om kulturel og sjælelig splittelse mellem moderens kølige og reserverede Finland og faderens (ja, det lyder unægtelig som en kliché, det her!) varme og temperamentsfyldte Egypten, indfanger vel cirka tidsånden med lasso. Især når forfatterinden tilmed byder på momentvis 'vis mig dit land, og jeg skal sige dig, hvem du er'. Nemlig hver gang, hendes mystificerede blik falder på vore hjemlige breddegrader, hvor »retten, jeg bestiller, har et nummer, hvor kartoflerne er skrællede og pakket ind i plastik, hvor en dåse oliven er forsynet med en fast pris, hvor rygerne står ude på gaden og fryser i små klynger selv midt om vinteren, hvor lyset er hvidt både indenfor og udenfor, hvor malingen aldrig når at flage af, før husene bliver malet igen, hvor asfalten på gaderne aldrig slår revner, hvor elektriciteten aldrig bliver afbrudt, hvor det varme vand aldrig hører op, hvor tv-udsendelserne altid kommer til tiden, hvor alle altid kommer til tiden, også jeg selv«. Bedøvende som valium Desværre kæmper Paarsonens besynderligt manierede, bevidsthedsstrømmende skrivestil, hendes lige så besynderligt private tilgang til stoffet og hendes manglende evne til at omsætte denne cocktail til blot ansatsen til en historie så indædt om sidstepladsen, at læsningen faktisk ikke ved, om den skal gå i stå eller speede op ved ulykkesstederne. I tilgift præsenteres man for de samme ti-tolv symboltunge billeder anført af skrællede appelsiner, rosenessens i drikkevand, afskårne blomster og modnende vindruer under halvtag. Oftest i alenlange, konstruerede sætninger adskilt af kommaer, så rytmen blæser, og tilsat en velvoksen dosis røgsløret yin og yang. Bedøvende som valium en langstrakt siesta er det unægtelig, ikke mindst da man midtvejs må opgive ethvert håb om, at der er andet og mere til historien end små, private vignetter, som sjældent giver mening, og slet ikke i sammenhæng. Prætentiøs dagbog Vi får et tilbagevendende drys sentimental dvælen ved forældrenes angiveligt stormfulde møde i toget på vej fra Luxor til Aswan, nogle drys stemningstunge highlights fra opvækst i Libyen og Egypten og alt for mange drys ubearbejdet sorg over moderens død og faderens svigt, der lyder som skriveterapi og sandsynligvis også er det. Alt sammen dynget umotiveret oven i hinanden, og man spørger sig selv hvorfor. Hvorfor pinedød gøre en roman ud af 'Der hvor solen står højest', når Ranya Paasonen kun formår at skrive prætentiøs dagbog? Er det virkelig salgsargument nok, at forfatterinden er »hverken det ene eller det andet og alligevel begge dele«?