Der går hundrede engle gennem stuen! Postvæsnet har lige været her med Louis Jensens nye samling af et hundrede historier. Den hedder 'Hundrede meget firkantede historier' og rummer numrene 401-500. Nu er han altså halvvejs igennem projektet. Først kommer der ti bøger a 100 historier, og så kommer der til sidst én bog a én historie. Det bliver spændende, hvad historie nummer 1.001 kommer til at handle om. Den er skrevet. Et hav af næser Nummer 401 er i hvert fald en skabelsesberetning. Intet mindre. Historien fortæller om dengang, vi flød rundt i vores bestanddele i et ørehav eller et næsehav. Så kom en kæmpe forbi og ruskede i Jorden, så det blev til et menneskehav: »Så stod mennesket op af vandet og så sig forundret omkring. Hvor var verden dejlig og græsset grønt!«. Kraftige kulører De Jensenske historier holder sig på en enkelt side, i en massiv firkant i sidens gyldne snit, det er alt nok for den til lejligheden ordknappe Sheherazade fra Århus. Før hver tiende historie boltrer tegneren Lilian Brøgger sig over et opslag med antydninger af (og kommentarer til), hvad der nu skal komme. Denne gang i kraftige kulører. Hun overgår sig selv. Igen. De små firkantede historier kan handle om hvad som helst. De korteste er de bedste, det er uendeligt, hvad der kan siges på meget få linjer. Som regel er der en indledning, derefter en handling, og endelig er der en udgangsreplik. En tidsindstillet mand Nummer 491 handler til eksempel om verdensmesterskabet i frikadellespisning. Her samarbejder en finne og en dansker med hver deres speciale, hhv. kniven og gaflen. » Og hvem vandt så?«, spørger Louis Jensen. Skal der overhovedet indvendes noget imod disse lysende, poetiske eksplosioner af fantasi, så er det mod nogle af de mere bedsteborgerlige udgange. Ak! Siger Louis Jensen. Eller: Herligt! Eller: Aldrig! Never! Fugle er der altid i Louis Jensens univers. Fugle, fisk og hjerter. Og næser. Gud spiller på græssets klaver - han er altid med - og senere er der også et klaver af marcipan. En pige drukner i sit eget hjerte, fordi det er for dybt. Nummer 466 handler om 'Forundrings-hånden', der går rundt og trykker folk i hånden, så de undrer sig hele resten af dagen. Alvor blander sig med komik (og en enkelt prut). Hør blot om den tidsindstillede mand. Og hvorfor var han det? »Det var, fordi han skulle dø«. Så er der en anden mand, som ikke kan lide at få besøg. Derfor får han masser af besøg, fordi folk kan snakke til ham uden at blive afbrudt. Uden hæmninger De hundredvis af historier er ikke blevet rutine. De ændrer sig umærkeligt, de flyver med nye vingeslag og er vel blevet mere livsfilosofiske undervejs. Der er knap én fuser i denne samling. Og cirka hver tiende gang lykkes det at favne fantasien rent og slå en knude på det ubegribelige. Så smiler man og får stjernelys i øjnene. Lilian Brøgger er fast tegner på historierne. I begyndelsen var det med tynd pen, en enkelt farve og mange detaljer. I disse, nye »meget firkantede« er hun uden begrænsninger (og hæmninger). Figurerne er kraftfulde, tunge, og farverne er kastet ned på papiret. Smak! Et af opslagene lever raffineret på kontrasten mellem grå-sort og rød-rosa. Det er mesterligt. Så er det sagt. Hvis dé to havde skrevet og tegnet på engelsk, ville de være berømte i hele verden!