Hvad er der sket med Anthony Browne? Er hans nye billedbog mon blevet byttet om på trykkeriet med et kampskrift for mors dag? 'Super mor' er i hvert fald en anderledes pille at sluge for garvede Brownefans. Han plejer at være fuld af modsigelser. Her er ingen slinger, men en grænseløs, rundkindet hyldest til Mor. Kluntet, men sød Mor har lidt for korte ben. Hun ser egentlig ret ordinær ud i sin storblomstrede kittelkjole. Men hun er meget sød! Mor har små, udtryksløse knapper som øjne. Kropssproget virker kluntet. Men hun er meget, MEGET sød! Mor virker forskræmt og sørgmodig. Selv når den lille fortæller forestiller sig, at hun er astronaut, syngende engel eller balletdanserinde. Men hun er altså både meget og MEGET sød! Evig kærlighed Hun kunne være filmstjerne eller bare direktør. Men hun er MIN mor. Hun er en Super Mor. Og så er den potte ikke længere. På sidste billede går de to i ét. Mor og drengen (cirka 2 år), der putter sig i hendes storblomstrede favn. »HUN ELSKER MIG«, siger drengen. Og tilføjer i en parentes: »(Og vil altid gøre det«). Ensporet og naiv historie En større hyldest til en Mor er ikke set, siden Kim Fupz og Mette-Kirstine Bak lavede billedbogen 'Mor'. Det er næsten for meget. Det er for meget! Og hvem skal læse den op? Uden at komme til at tude? Det er indlysende, at mr. Browne - denne store engelske tegner - har haft lyst til noget helt andet og uventet. At producere en fuldstændig ensporet og naiv historie efter alle dem med dobbeltbund (og gorillaer). Det er interessant som forsøg, men svært anvendeligt i det virkelige liv. For nogle år siden udgav Anthony Browne 'Verdens bedste far', så han er ikke ukendt med forældrerollen. Fædre er også hans speciale ved siden af menneskeaberne. (De to ting er tit det samme). I far-bogen var der en indre dialog og et blink med øjet. Her er kun i blege farver en trist kvinde med et stærkt kærlighedshungrende barn. Eller har jeg overset noget?