En ting er lige så sikker som den kroniske kobling mellem 'kinesisk litteratur' og 'enkel æstetik': Selv om 'Himmelbegravelsen' er både kinesisk, lejlighedsvis æstetisk og endog bygget på en autentisk kærlighedshistorie af tåreblændet tilsnit, slynger den ikke sin læser op i skyerne. Man basker end ikke fornøjet nogle meter over jorden med brugte Kleenex som vinger. Distanceret læsning Faktisk sidder man mest bare i sin sofa og er sig smerteligt bevidst, at man sidder dér og ikke i 1950'ernes Nanjing, blandt vejrbidte nomader i 1960'ernes, 70'ernes og 80'ernes Tibet eller i et velduftende tehus i 1990'ernes Suzhou, hvor forfatteren Xinran første og eneste gang møder den gådefulde kinesiske kvinde Shu Wen. Klædt i tibetanske gevandter og ganske uvant med at tale. Sandhedsjagt Over to intense dage lægger Xinran opspilede øjne og ører til Shu Wens mærkværdige kærlighedshistorie, der tager sin begyndelse i 1950'ernes Nanjing, i en dissektionstime på lægestudiet. Her møder den 22-årige Shu Wen den 25-årige medicinstuderende Kejun, forelsker sig i ham, gifter sig med ham og venter på ham, da han tre uger efter brylluppet sendes med den kinesiske befrielseshær til Tibet. Men han dør »under en episode i det østlige Tibet«, som dødsannoncen meddeler, og den sønderknuste Shu Wen beslutter sig for at opklare hvilken. Det bliver en livsrejse, hvor Shu Wens tidsfornemmelse og tidligere liv umærkeligt sander til, imens en ny beskeden eksistens i en tibetansk nomadefamilie forsigtigt spirer frem. Men ønsket om at kende sandheden om Kejuns død forgår aldrig. Tværtimod. Gennem 30 års eksiltilværelse lever den i bedste velgående, til Shu Wen en dag får højst uventede spor at gå efter. Opskruet ego Ifølge Xinran er Shu Wen »en af de mest usædvanlige kvinder, jeg nogensinde ville stifte bekendtskab med«, og det siger trods alt en del. For Xinran har stiftet bekendtskab med ganske mange usædvanlige kvinder og deres livshistorier gennem sine otte år som radioværtinde for et kinesisk ring ind-program. Det resulterede for et par år siden i bestselleren 'Kinas døtre', og nu ønsker Xinran så igen at gøre forfattere som Jung Chang, Anchee Min, Nien Cheng, Anhua Gao, Pang-Mei Chang og Adeline Yen Mah selskab på alverdens sengeborde. Og problemet? Ja, sagt ligeud har Xinran utvivlsomt talent for at skrive dybdeborende journalistik. Men hendes skønlitterære talent er hverken værd at skrive hér, dér eller alle vegne om, og det kan alt for tydeligt mærkes. For med en livshistorie som Shu Wens i ærmet skal man altså virkelig skrive middelmådigt, hvis persontegningen skal fremstå så uengagerende og livløs, skitseret per langdistance, som tilfældet desværre er. På nær, altså, hvor Xinran træder frem i teksten, iscenesat som den jævne kinesiske kvindes frelser og forsoner, og ikke på en smagfuld måde, hvis nogen skulle være i tvivl. Havde Xinran bare kunnet skrue ned for sit ego og op for sit skrivetalent, havde 'Himmelbegravelsen' utvivlsomt gjort Shu Wens dramatiske livshistorie fyldest. I sin nuværende form er den desværre kun en ærgerlig afglans af et kvindeportræt.