»For to hundrede år siden blev Kretland overfaldet af kong Kundil fra Nabolandet mod Nord«. Således indleder Stefan Frello sit spændende minieventyr om 'Jagten på Kretlands krone'. Sværvægtere fra den internationale fantasy-scene skulle bruge mindst tre bind for at fortælle hele historien. Så Frello har sømmet i bund. Fynsk fantasiland Kretland er ikke noget stort fantasiland. Ud fra det obligatoriske kort og rejsens varighed virker det som Fyn. Alligevel er her plads til borge og landsbyer, sumpe, skove og de frygtede miner med jernmalm, hvortil den seneste kong Kundil sender sine fanger. Hans betroede mand Mundil sørger for det grove. De tiskehvisker en del sammen. Folket jubler Drengen Martin er født ind i dramaet. Efter at faderen er blevet dræbt, er han nu vogter af kongekronen, skønt han end ikke ved, hvor den befinder sig. Først må han følge sporet og løse gåderne. Så mens al modstand undertrykkes på det mest brutale, sniger Martin og en lille flok af hjælpere sig igennem landskabet. Og efter mange opfindsomme og faretruende situationer står den rette mand med kronen på hovedet. Folket jubler. Soldaterne lusker bort. Det er næsten som i Ukraine. Små sko Stefan Frello er en god fortæller. Han varierer fare og flugt med samvær og humor. Men det er, som om Kretland er for lille til al denne spænding. Der opstår let en fornemmelse af klaustrofobi, når de gode og deres heste sniger sig forbi de onde på få meters afstand. Tempoet er højt, men der mangler lidt nerve, vingefang og sans for tradition. Der skydes f.eks. med skarpt i dette eventyr. Og en årvågen forlagsredaktør havde stoppet en sætning som denne: »Da de vågnede om morgenen, var Martins frustration ved at tage livet af ham«. 'Jagten på Kretlands krone' er et stort eventyr i små sko.