Tidspunktet for udgivelsen af Vilhelm Topsøes roman om Werner Best, undskyld Dr. Werner Best, kunne ikke være bedre. For 'Mine danske år' falder lige ned i den aktuelle ganske hidsige debat, initieret af vor statsminister, om, hvorvidt danskerne kunne have gjort mere ærefuld modstand både i aprildagene 1940 og under den efterfølgende tyske besættelse af landet. Begge dele ville uden tvivl have medført nogle rædselsfulde konsekvenser for civilbefolkningen. Breve til en afdød I romanen, der bygger på omhyggelige studier, folder denne debat sig ud bl.a. gennem Werner Bests redegørelse for sin kamp for at undgå, at Danmark blev pulveriseret. Det er dog ikke dette, som romanen først og fremmest handler om. Dens ærinde er at forklare/belyse, hvilket menneske Werner Best var. Og det gøres gennem en række breve, som Vilhelm Topsøe lader Werner Best skrive til sin for længst afdøde far. Faderkompleks Brevene strækker sig fra 8. maj 1945 frem til den dag i 1951, hvor han løslades fra dansk fængsel og kan vende tilbage til Tyskland og sin kone og sine fem børn, som han ikke har set siden maj 1945. Hans kone har ganske vist besøgt ham et par gange, men besøgene har ikke været præget af nogen større hjertelighed. Hvordan var han så Werner Best, når han betragtes gennem Vilhelm Topsøes briller? Han var et meget sammensat menneske, med et udtalt faderkompleks. Det er denne far, han frem for alt ønsker at gøre glad. Faderen døde tidligt og efterlod et tomrum i Werner Bests liv. Han mener, faderen sidder et sted og ser på, og Werner spørger sig, om han nu lever op til hans idealer. Werner Best fortæller faderen, hvordan han både forsøgte at gøre ledelsen i Berlin tilfreds og samtidig også ønskede at være den danske regering nogenlunde tilpas. Det var ham, Werner Best, og ingen anden - og det gentages gang på gang, nærmest som et omkvæd - der var årsag til, at så få danske jøder omkom, som tilfældet var. Ligesom det var ham, Werner Best, og ingen anden, der bevirkede, at danske byer ikke blev bombet. Pligtliv og nervesammenbrud Han beskriver den underlige stilhed, der herskede på Rydhave i Klampenborg (der nu er den amerikanske ambassadørs residens), hvor han boede med sin familie. Han kan den 4. og 5. maj se og høre danskernes jubel, han venter og venter, men ingenting sker. Først nogle dage senere bliver han hentet og indsat i Kastellet. Her sidder han og skriver til »Kære elskede, altid savnede far«, mens han fortsat venter og venter. For danskerne ved ikke rigtig, hvad de skal stille op med ham. I brevene fortæller han om sit tidligere liv, som altid har været et pligtliv. Han beretter om sin angst, sine seksuelle drømme, sit sammenbrud, for sådan et kommer, og hele tiden har han denne overfar siddende og se vurderende ned på sig. Det lykkes Vilhelm Topsøe at få sandsynliggjort denne faderforkrampede skikkelse, og på et plan får man ondt af ham, på et andet sidder man iskold tilbage og mumler: Det var dit eget frie valg at gå ind i Nazistpartiet, og du bærer din egen skyld.