To spor løber gennem Ulrikka S. Gernes' tiende digtsamling 'En aften med Ulrikka S. Gernes': En meditation over fortrinsvis voksne kærlighedsmøder og kærlighedstab og alle de ulmende gråzoner, der skvulper ind i mellem de to ekstremer, og så en mere kortvarig og øm gengivelse af den smerte og det vemod, faderens Poul Gernes' død forårsager, idet datteren sidder i en bil med hans urne på skødet: »og han er forældreløs,/ og jeg, hans endnu/barnløse barn/ Urnen er varm!«. Dunkle kærtegn De to spor er afbrudt af nogle barndomsglimt, noget med snegle, og det, der må være en af de første, seksuelle oplevelser på en koloni, et uforståeligt og dunkelt kys med kærtegn. En tredje vigtig faktor udgøres af de såkaldte 'verdensdigte', hvor jeg især godt kan lide det lange, prosadigtagtige 'Et net af afsked'. Finurligt og varsomt Det er jo en genre, der mindst strækker sig tilbage til Blaise Cendrars og hans transsibiriske jernbane, men som for Gernes vedkommende knyttes nært sammen med kærlighedens og forholdets vaklen mellem fællesskab og opbrud, ensomhed og samvær: »men ingen er rede til at dø,/ og ingen er heller rede til lykken«, ligesom det hedder at: »Er denne rastløshed/ kun dét, at elske og elskes? Der er ikke noget givet sted. Det kan ske for hvem som helst, hvor som helst,/ når som helst. Der er flygtninge alle vegne, nogle dør/ undervejs. Tabstallene stiger med årene i ethvert liv«. Der er fine ord som f.eks. det småmelankolske, men suggestive 'fremtidsminder', og der er beske ord om dødens og kærlighedsdødens bitre erfaring, som i 'De dør', og så er der ikke mindst et sted en fin refleksion over forholdet og glidningerne mellem det figurative og det bogstavelige i parforholdets sniksnak: »Vi skal/ bare sige det, som det er. Siger du. (...) Vi kan tale om det, siger du, nærme os/ hinanden, bogstavelig talt billedligt«. Sådan er de bedste linjer hos Gernes finurlige og varsomme, ømme og skære rids henover arzoner; men der er også mindre heldige momenter, som en vel slap tendens til at glide ud i gammelkloge lyrismer à la »Min mund/ er et indtørret blækhus«. Og så er der endelig omslaget: En varm pink og gylden oase rundt om de lidt bedrøvelige, men dog stadig livsbegærlige digte.