»Set fra fiskenes synspunkt er havet alt«. Ikke nogen ringe åbning af en roman med sin helt egen, skiftende optik. Men først kommer unægtelig kapitlets overskrift: »Stegte rødspætter med persillesovs«. Hvor i havet finder man dét? Er fiskeøjets indtryk druknet i smørbollens opløsning? Næ: »Manden spiser. Fra fiskens synspunkt er hans gane en rød hvælving i en klippegrotte på bunden af havet«. Grænseoverskridende Efter den storslåede tidsrejseroman 'Fiske i livets flod' og siden romanen 'Solsiden', novellerne 'Ti fingre fra eller til', børnebogen 'Måneprinsessen' og Liv Mørk-krimien 'Hvad øjet ikke ser' eksperimenterer Merete Pryds Helle videre med både genrernes og virkelighedens grænser. Roman bliver det denne gang, fordi »manden« og »kvinden« (glimtvis også »barnet«) er til stede i 'hinandens' prosastykker, selv om de begge »går på en grænse«, f.eks. mellem vinter og sommer, mellem lysten og ikke-lysten, mellem barn og voksen, mellem tanke og handling. Illusionen om et meningsfuldt liv Traditionel dialog er der derimod intet af, og udvendigt sker der ikke meget. Begæret sender planer lidt ud i fremtiden, mens en tantes død og arven af hendes sommerhus sender tanker bagud i fortiden; kvinden forbereder et jobmøde, manden går i svømmehallen med børnene, konverserer en kollega. Knapt nok til en roman, men des mere sker der altså i det sproglige skæringspunkt mellem sans og samling. Eller rettere: sans og opløsning. For her skifter optikken fra galakser til atomkerne, fra makro- til mikroskopisk, fra synspunkt til pixel, omtrent som når et digitalt billede på skærmen brækker i 'pixel'-kvadrater uden glidende overgang. Ligesom impressionismen ville afskaffe fortællingens guddommelige centralperspektiv i form af den alvidende fortællers stemme (men jo bevarede alvidenheden, bare usynliggjort), sådan afskaffer forfatteren her det menneskelige perspektivs monopol, og dermed illusioner om en mening med vores liv ud over den rent lokale og momentane: »Nu-et« på »cirka 120 sekunder«. Sprogligt foretages stuntet ved at krydse grænsen mellem »ude« og »inde«, og det virker mere frapperende, end man skulle tro: »Manden er virkelighedens maskine, som den bruger når den har lyst til at ændre form«, nemlig fra føde til lort. Eller om dem begge: »Det er ikke dem, der træder ind i lystens rum, men lysten, der overtager dem«. Livsbekræftende sammenhæng Stedvis er det ret morsomt, som når vi følger »fluens synspunkt« i blind styring mod bemeldte lort. Men langtfra bare grinagtigt, som titlen kunne forlede til at tro. Angsten er altid til stede, på det ydre som det indre plan: Dels kæmper kvinden sprogligt også imod dekonstruktionen af det humane perspektiv, nemlig imod hele den tidsånd der »forsøger af al magt« at skubbe ord som »kulturradikal, eksperter, dommere, viden og kultur med humanisme over på den negative side af grænsen. Kvinden ser forbløffet til. Hvad vil tidsånden sætte i stedet på den positive side?«. Og dels truer den verden af lyde og lys, der »vælter ind over hende«, med at udslette jegets grænser til »intet«. Virkningen er - paradoksalt nok - en synliggørelse af, hvor kostbart livet sammen er. For den ydre verdens passivisering af hende modsiges jo af hendes erkendelsesarbejde, hvis bevis vi til syvende og sidst selv sidder med i hånden: Den frygtløst aktive gennemlysning af livet skyldes jo netop »hende«, og/eller den forfatter, hun ligner på alder og øjenfarve - og som er i stand til suverænt at skildre verden »set fra kvindens synspunkt«. Grænsesøgningen viser os, hvad der hænger sammen. Sprogets opløsning har avlet sin egen modsætning: en livsbekræftende, formende vilje til sans og samling.