Der er adskillige gode gib gemt i Dorte Roholtes gyser 'Mørk fest'. Bogen antyder, at der er mere mellem himmel og jord. Samtidig forsøger den at påvise en sammenhæng mellem overnaturlige oplevelser og overdrevent øldrikkeri. Hvad skal man tro? Spøgelse fra fortiden 'Mørk fest' er en tæt og veldrejet (og temmelig uhyggelig) historie fra det virkelige liv (i provinsen). Man keder sig! Når dvd'en er løbet ud og dåserne klemt flade, er der kun en slotslignende ruin tilbage, som kan sprede sumpehyggen. Herude støder Simon ind i et spøgelse fra fortiden, som har et budskab til nutiden. Samtidig skal Simon bage videre på Julie. Og da en to meter høj fyr med hænder som skovle og onde øjne kommer til byen med hans navn på læben og senere brager op ad alléen i sin off-roader, er der dømt action. Kys og kammeratskab Fint afbalancerer Dorte Roholte den kriblende spænding og gysene imellem nu og dengang. Det er en grum historie, som bliver oprullet. Til sidst får forbryderen samfundstjeneste, og Simon overvejer at holde op med at drikke. I løbet af godt et hundrede sider bliver der fortalt om at gå i 10. klasse, om det første kys, om kammeratskab, uforklarlige hændelser, mørke og møre gulvbrædder. Det er en solid spændingsbog, der er både let og lødig. Det sker ikke så tit.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























