Man tager et barn! Sådan er der blevet skrevet romaner for børn og unge siden Arilds tid. Man tager et barn og anbringer det som øjenvidne midt i tidens tumult. Fra Waterloo til Watergate. Det er ikke altid, det lykkes. Dreven fortæller Det lader sig ikke skjule, at Claes Johansen er skolelærer. Men han er også en dreven fortæller, så i 'Maries krig' glider den historiske virkelighed og alle kendsgerningerne næsten umærkeligt ind i fortællingen om Marie fra Sønderborg. Forfatteren har en stor interesse for og viden om de slesvigske krige. Han har skrevet om emnet før. Og han harmes fortsat over det meningsløse bombardement af byen. Tæppebombning En morgen, Marie er på vej til skole, kommer der et soldaterlignende postbud med et brev til hendes far. Der bliver stille i skibsprovianteringsbutikken, for krigens mulighed er ikke ukendt i det sønderjyske. Løjtnant Larsen rykker ud. Og hjem igen. I hastig fart rømmer danskerne Dannevirke, dernæst tæppebombes de ved Dybbøl, og endelig stormer pikkelhuerne Als, hvor Marie og hendes familie har søgt tilflugt. Far er taget til fange undervejs, så han kommer nok tilbage. En del af bogen handler om Herbert og hans bedstemor, der er tyskere. Herbert arbejder hos Maries far, indtil den tredje sten knuser deres rude. Så bliver han sendt hjem (med løn). Rationel og modig Claes Johansen fortæller stille og lavmælt om de måneder, hvor kongeriget blev 40 pct. mindre, og hvor nordslesvigernes lange landflygtighed begyndte. Det er hans historie, og personerne agerer på den baggrund. Marie viser sig at være rationel og modig. Ingen antaster hende. Krig var endnu dengang en affære imellem soldater mest. Hun kysser Herbert ude i kostalden. Og han får vel jobbet igen nu. Det er umiskendeligt en bog for større børn og unge, men samtidig giver den en kort, velskrevet og redelig oversigt over de vigtigste begivenheder i året 1864 med samt et mylder af detaljer fra tiden. Angstens sved og krudtrøg hænger ved delingen, når den kommer hjem om aftenen til Maries morfars gård (på Als). I forgårs var de 38, nu er der 16 tilbage. Claes Johansen antyder også den højere (eller lavere) politiske virkelighed bag ved krigen, men han kommenterer den ikke. 'Maries krig' er trods alt en roman.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























