Da det britiske imperium bredte sig ud over kloden i det nittende århundrede, blev mangt og meget uigenkaldeligt forandret. For eksempel uddøde urbefolkningen på Tasmanien under koloniseringens pres. Tættere på imperiets hjerte var der andre etniske konflikter, for eksempel det århundredgamle nag mellem englændere og keltere på Isle of Man. Og i det nittende århundrede kom de første ideologiske sammenstød mellem kreationister og evolutionister. Dobbelt skrog Alt det og mere til er råstof for Matthew Kneales roman 'Engelske passagerer', der vandt en dobbelt Whitbread-pris i 2000 og var tæt på også at vinde Booker-prisen. Bogen begynder med, at kaptajn Kewley, en gæv skipper fra Isle of Man, i 1857 regner med at tjene nogle lette penge ved at smugle noget tobak, sprut og fransk pornografi hjem til England. Det gode skib Sincerity er ikke så oprigtigt, som navnet antyder - det har dobbelt skrog, og i hulrummene ligger de gode sager gemt. Men de engelske toldere er mistænksomme, og Kewley tvinges af omstændighederne til at slippe væk ved at chartre skibet ud til en ekspedition, der anført af den fusentastiske teo- og geolog pastor Wilson vil til Tasmanien for at bevise, at det var dér, Edens Have lå. Forrygende forviklinger Meget mod deres vilje må Sinceritys besætning af Man-boer fragte deres engelske passagerer om på den anden side af jorden. Da de når frem til den fjerne koloni, går begivenhederne helt grassat, fordi ekspeditionens læge og antropolog, dr. Potter, der er lige så plump positivist, som pastor Wilson er ætervadende idealist, prøver at sætte sin egen dagsorden igennem. Forviklingerne er forrygende handling og civilisationskritik i ét, og Matthew Kneale styrer med sikker hånd rundt mellem de mere end tyve forskellige stemmer, der fortæller historien. Da bogen slutter, er der ikke meget tilbage af hverken pastoren, doktoren, det gode smuglerskib eller læserens tro på imperiets kulturfremmende velsignelser (hvis læseren da skulle have haft en sådan). Men kaptajn Kewley og den tasmanske aborigin Peevay, som også er blandt de mange fortællerstemmer, kan i det mindste danne sig deres overblik og drage deres konklusioner med mange tusind sømil imellem sig. Underholdende og oplysende Tonen er underfundigt grotesk, personerne er taget på kornet, og hvis de engelske passagerers ophøjede ideer ligner en medbragt skraldespand af fordomme og selviskhed forklædt som altruisme, så forfalder Kneale dog ikke til det billige trick at gøre Peevay til en 'ædel vild' som modstykke til dem. Nej, Peevay har også sine usympatiske sider, om end de er forståelige nok. Paradokset er, at det gør bogen mere sympatisk - ufrelst, men ikke ufølsom over for historiens pinagtigheder. 'Engelske passagerer' er både underholdende og oplysende. Desværre navigerer oversætteren, Henriette Rostrup, ikke helt så sikkert rundt på sprogets lumske strømme, som Kneale gør. Hun har med stor opfindsomhed gengivet de forskellige fortællerstemmers toner - fra dr. Potters fascistoide notatsprog til Peevays excentriske ordvalg og syntaks - men det kniber undertiden med præcisionen i terminologi og stil. For eksempel »hæver« man ikke et anker, man letter det; og i en 1800-tals ramme kan saften fra et eukalyptustræ på dansk aldrig hedde »juice«. Men trods disse skønhedsfejl: en anbefalelsesværdig bog.