Skandinavien har en fornem litterær tradition for at skrive forfinede og onde små idyller om det glasskøre forhold mellem kønnene, en tradition som f.eks. Henrik Stangerups morfar, svenske Hjalmar Söderberg, overlegent repræsenterede. Nu melder lyrikeren Jens Asbjørn Seehusen sig under de sorte faner med en omgang kuldslåede 'idyller', indfoldet i omslagets fine gengivelse af et insekts sarte og skrøbelige vinger og blottede underkrop. Mandlig kvinderøv To linjer løber gennem de 35 kortprosatekster (der er ordnet i tre separate afdelinger), dels en række billeder af forholdet mellem de to køn, typisk med fokus på brud, flugt, afsked, vold og tristesse. Dels en barok, eventyragtig og magisk linje, der lader en mand svæve op under loftet, lader det sne ud af en svamp, eller lader en mand - helt Gombrowicz-agtigt - vokse sammen med en smuk kvinderøv, der trækker ham gennem byens gader. Sardonisk humor Hvad angår parforholdets tangent, er der ofte tale om at se tingene fra den mandlige fortællers perspektiv og lige så ofte om, at den ældre mand er sammen med betydeligt yngre kvinder, og om, at forholdene aldrig rigtigt varer længe - vi er ikke vidner til lykkelige ægteskaber eller stabil kærlighed. Seehusen skildrer som regel - ikke uden en vis besk og sardonisk humor - hvordan kriser giver ophav til enten flugt eller lammelse; eller han opretter drømmeagtige zoner af overgange, søvngængeragtige tærskler og bevægelser, der skaber forbindelse og overlapning mellem skildringen af parforholdets trivielle patologi og det barokt eventyrlige. Gensidige vrangbilleder Den sorte humor adskiller ham fra en Söderberg, som f.eks. i 'På opfordring', hvor en mand sammen med sin kæreste har set en film om et bizart mord. En krop er blevet parteret og lagt ned i en kuffert; nu har han inviteret sin kæreste op i den mørklagte lejlighed for at bevidne, at også han kan udføre sådan et lille tryllenummer; kæresten er forståeligt rystet, men fortælleren er blot skuffet og undrende: »Sig noget. Sig noget for fanden«. Scenen illustrerer samtidig den meget lidt idylliske kløft af misforståelse og gensidige vrangbilleder, der hjemsøger Seehusens portræt af de korte, ulige parforholds Limbo. Det er en interessant, sen prosadebut, Seehusen her lægger ud med, ikke ubetinget vellykket, men bestemt heller ikke så ringe endda. Idyllerne ender med en åben venten - eller en trist tomhed. Which is which er svært at sige.