Der er noget uangribeligt over Annemette Kure Andersens syvende digtsamling, 'Vandskel' - den er stramt og tæt komponeret i fem satser med et symmetrisk varieret titelmønster: aflejringer, afsøgninger, aftegninger, afstøbninger, afslibninger. Der er tale om en gradueret gang fra passive til aktive processer: Noget aftegner sig, men en afstøbning skal man omhyggeligt selv lave. Det fælles er synet på de foranderlige tegn; alle fem satser indebærer, at man registrerer ændringer, eller selv tager del i subtile variationer. Slagsmål Vandskel er ganske vist mulige at opspore og kortlægge - ved at afsøge aflejringer og aftegninger - men de er hverken evige eller uforanderlige: Naturen og menneskene filer løs på deres nøjagtige koordinater, og de inddrages konstant i juridiske og politiske slagsmål. Dog, det sidste er langtfra tilfældet her. Der er som nævnt tale om fem satser, alle med 12 digte à mellem 5-6-10 linjer og som oftest kun ét vers. Dirrende tableauer Som et gennemgående spor løber en kærlighedsrelation mellem en anonym mand og kvinde, parret med en allestedsnærværende opmærksomhed rettet mod sanselige og sansede detaljer, første gang med fokus på begæret og kroppen, anden gang rejses der verden rundt, tredje gang zoomes der ind på naturfænomener, blomster, planter, fjerde gang står kunstværkerne i forgrunden, med glasur og akvarel, og femte gang dukker kroppene atter op, men nu med tangenten lagt på vemod, forfald, afsked. Samlingen åbner med et fald, »klintens fald mod havet«, og lukkes af med et skred, »et helt liv/ i skred mod vandet«. Der er med andre ord tale om en stringent og spændstig komposition, og der er mange gode, tyste one-liners og dirrende tableauer, og forsidens billede er endog både kongenialt og smukt. Middelkarakter Alligevel kan jeg ikke rigtig forsone mig med denne digtsamling. Det er ikke, fordi jeg efterspørger hysterisk latter og vilde formeksperimenter eller andet godt og trivielt - der er blot, måske, tale om konfrontationen med sådan en art standardlyricisme, der er, så vist, begavet og sensibel og unægtelig køn og udmærket. Men som ganske enkelt ikke får andet end ideen om et klaprende pænt 9-tal til at rasle rundt i min tomme hjernekiste. Måske jeg dermed er hjemfalden til filistrenes trøstesløse helvede: Men 'Vandskel' afsætter altså ikke epokale skel hos denne læser.