Hvorfor anbringer Thomas Balle en telefon på Marie-Antoinettes fine sen-rokoko-bord hjemme på Versailles? Hun tager den jo alligevel ikke, når folket ringer for at sige, at det er sultent. Det vil åbenbart have mere end kager. Vil det! Hvordan fortæller man om en købesyg dronning, en musefamilie, baggrunden for den franske revolution og guldets vandring? Det klarer debuterende Rachel Röst som en mis - undskyld: mus. Spiselig paryk Det er hårde tider i Paris. Selv for mus. Vaks og Pax og deres tre børn får ikke en krumme hos skomageren længere, så de beslutter sig for at følge guldet og flytte ind på slottet. De bosætter sig i Marie-Antoinettes højhus af en paryk. Den er lavet af brød bl.a., og her er mad nok til fem mus i hundrede år. Så er de også fredede for de tre overvægtige slotskatte. Høreværn mod folkets krav Når det klør, eller når dronningen synes, parykken er faldet for meget sammen, bestiller hun en frisør. Musene sørger for, at han bliver klippet selv nede under hårgrænsen, inden han kommer for godt i gang. Men så anskaffer dronningen høreværn mod folkets krav om mad. Derfor ender musene, hvor de begyndte - hos folket nede i køkkenskabet - og nu kan den rigtige historie tage over. Det er ikke en tid og et sceneri, som hører indlysende hjemme under højtlæsningslampen. Alligevel fortælles der frimodigt om at være overforkælet og ensom i gemakkerne. Det er ikke gjort med at spille fjerbold i salene, og den hektiske indkøbstur varmer kun kort. Sproget er venligt. Historien fortælles med undren. Og tegneren boltrer sig. En ægte hofsnog Thomas Balle fik sidste år Kulturministeriets illustratorpris. Han kvitterer her med at skifte farverne ud. Han vender sig mod undergangens og dekadencens sarte nuancer. Ene mand tager han hoffet ved vingebenet og bærer det ud til fordøren. Der, hvor folket står og venter. De moderne elementer er doceret sparsomt og med omtanke. PH-lampen hænger naturligvis over telefonen. Men ellers svælger tegneren i pudder og rober som en ægte hofsnog. Slotskattene er overvældende ligesom hele menagen i øvrigt. Han har fanget Rachel Rösts pointe om lediggang til alle tider. Om sult og guld. Alt sammen på den skægge måde.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























