I slutningen af 1960'erne kommer den amerikanske pige Eddie til Trakten (eller Egnen, som det ville hedde på dansk) et lille sted ved den finske kyst, hvor byggeriet af huse til tilflyttere fra byen så småt er gået i gang. Kort efter er hun død, sandsynligvis druknet i egnens sump, og hendes kæreste hænger sig i sorg. Men det er kun begyndelsen på Monika Fagerholms store roman 'Den amerikanska flickan', som gennem flere synsvinkler følger skæbner på egnen helt frem til den nære fremtid i 2008. Passionskaos Der er drengen Bengt, som havde et særligt fællesskab med den amerikanske pige, og som indtegner hendes død på et af de særlige kort, han laver over egnen, hvor han giver alting navne efter sit eget hoved. Vi møder også jetsetdatteren Sandra med hareskåret, der samler på små metalplader fra alle de Veuve Clicquot-propper, som bliver skudt af i hendes forældres passionskaos, og hendes teenageveninde Doris, der stammer fra den anden ende af samfundet, fra et hjem, hvor faderen banker moderen og prøver at stikke ild til familiens hus. Heldigvis for Doris bliver hun adopteret ind i en familie, hvor moderen elsker børn. Melankolsk skæbnesvangerhed Alligevel ved vi tidligt, at Doris vil ende sit unge liv med at skyde hovedet af sig selv og blive fundet af plejesøsteren Rita, der oven på den oplevelse vælger at forlade egnen for at søge lykken i byen. En alvidende fortællerstemme er nemlig ikke sen til at udpege skæbnens retning for personerne. Den amerikanske pige skal dø. Doris skal dø. Som i en græsk tragedie ligger livets slutning fast. Spørgsmålet er blot, hvordan vi kommer derhen. Den skæbnesvangerhed, som en sådan forudviden bibringer ellers ubetydelige handlinger, giver romanen et skær af melankoli, som understreges, når faste vendinger dukker op og skaber et næsten lyrisk univers midt i spændingshistorien, hvor der bl.a. er usikkerhed omkring, hvem det lig, der findes i sumpen, egentlig er. En genkommende sætning er f.eks. bogens motto 'Ingen kände min ros i världen utom jag' ('Ingen kendte min rose i verden bortset fra mig', red.), som stammer fra den amerikanske skuespilforfatter Tennessee Williams. Herom forklares det, at rosen henviser til Williams' søster Rosie, som blev sindssyg, da han forlod hende for at prøve lykken som forfatter, hvilket han aldrig tilgav sig selv. Så hver gang sætningen lyder, ved man, at nu er man tæt på personernes største sår, det i sjælen, som på én gang er dybt og smerteligt. Tragisk komedie Men 'Den amerikanska flickan' er langtfra blot en rundtur i tristesse. Faktisk er det en ret sjov roman, hvor sproget sprudler, og hvor en person kan hedde Bombnedslaget Pinky Pink (profession: stripteasedanserinde). Spændvidden illustreres af venindeparret Sandra og Doris, der på den ene side går med T-shirts påtrykt 'Ensomheden & Rædslen', på den anden kaldes »det sovjetiske svar på Chip og Chap« af et typisk 1970'er-kvindekollektiv. Med sin blanding af tragedie og komedie minder Monika Fagerholm en hel del om nordmanden Lars Saabye Christensen, der fik Nordisk Råds Litteraturpris i 2002. Fortsættelse følger ... Begge skildrer de den store skæbne i det ellers anonyme liv, begge noterer de, hvordan den moderne tid ændrer livet i samfund, der engang var enkle og overskuelige, begge folder de tidsbilledet ud ved at bide mærke i små dagligdags ting. Og begge skriver de langt, langt, langt. 'Den amerikanska flickan' er trods sine næsten 500 sider nemlig kun første del af et større romanprojekt, der hedder 'Slutet på Glitterscenen', men den kan sagtens læses i sig selv. Uanset om hun får prisen på onsdag eller ej, har Monika Fagerholm med denne roman skrevet sig ind i toppen af den nordiske romanlitteratur. Til alle dem, der har elsket de seneste års norske kleppertromaner, er der kun at sige: Giv også finnerne en chance!