»Den siger eksotiske frugter, den siger mangrovesumpe, den siger koriander, den siger spidskommen, den siger palmesukker ...«. Det er en dum strigle fra den provinsielle overklasse, som gurgler disse dekorative krydderier frem, mens hun til en reception udøver den moderne middelklasses absolutte hobby, vi også kender fra denne avis: Krukket at beskrive en vin ved smagsstoffer fra en farvelade af kulørte klicheer og synkront vende vinen demonstrativt i munden som et stykke tøj i en tørretumbler. Mildt latterlige skikke Scenen er typisk for den nordengelske krimiforfatter, Reginald Hill, sådan i en dybt mærkelig og meget mystisk krimi at give rollen som en satirisk Oscar Wilde over for sæder og skikke, som er mildt latterlige og meget lattervækkende for sin tid og sit sted, Yorkshire år 2001. Megalitterær thriller Men ellers må det siges, at Hills sidste krimi på dansk, 'Dialoger med de døde', er overraskende spændende og gnistrende original i forhold til hans sidste og noget skuffende, 'Kvinder og våben'. Vel at mærke hvis læseren altså er til den megalitterære og intertekstuelle thriller, som finter af sted med associationer, antydninger og citater, intellektuel bedreviden ud i det smagfuldt kulturelle med den kalkulerende strøtanke, den røde tråd, som snedigt viser sig at være en signifikant stifinder ind til plottets gåde og de mange mord. Langt i spyttet Sagen er nemlig den, at hændelige ulykker viser sig at være kyniske mord, forudset og planlagt af bidrag til en lokal novellekonkurrence og så med baggrund i det spil, som hedder paronomani, verbalt puslespil på ord fra alle sprog i hele verden. Byen York synes med et at være hjemsøgt af en psykopatisk seriemorder, som kan sine klassikere udi engelsk litteratur, både med hensyn til de små hjemlige poeter og så den guddommelige og gådefulde tysker, Heinrich Heine. Vores venner og strømere fra Hills forrige politiromaner, det platte kødbjerg Dalziel og den elegante Pascoe, har fået en ny kollega i korpset, den lidt hurtige og lidt for hovmodige Hat Bowler, der er ved at tænde på en romantisk bibliotekar, Rye Pomona med en sølvstribe i sit fyldige dunkelblonde hår, som får hende til at ligne en drømmerisk ungmø i et prærafaelitisk maleri fra forrige århundrede. Hun bærer på en hemmelighed, som ikke skal røbes her, og samtidig fører teksten os ind i en verden, hvor alt er som at se i et mørkt spejl med glimt fra et dødsrige eller hjernespind fra et fatalt nervemenneske. Alt er gevaldigt gemacht, meget langt i spyttet, meget ordrigt, meget konstrueret og meget kompliceret og sådan set bag sit realistiske scenarium meget langt fra virkeligheden. Men med dette perspektiv også meget underholdende og intelligent designet. Så hæld mere kaffe på kanden, læser, hold dig i live, thi Reginald Hill er igen dødspændende på en meget lebendig facon.