Sandhedens time er kommet. Midt imens jeg sad med øjnene fortøjede til hvert eneste ord, mellemrum og ubetydelige komma i 'Salamander', greb nysgerrigheden pludselig mine øjne i vipperne. Trak dem ind til computeren, videre ind på Google og tvang mine hænder til at skrive hovedpersonernes navne, 'Roy Roscoe' og 'Lisa Bander', og trykke enter. Lyslevende fiktion Og jo, der dukkede da sider op med 'Roy Roscoe won first place on the strength of his polished performance of 'Don't Let the Sun Go Down on Me' that featured his trademark falsetto voice' og 'to see Lisa Bander on Wednesday, you'd hardly know that bulldozers were moving like angry ants in front of her parents' Gulf Drive home.' Men det er desværre næppe dén Roy og dén Lisa, der helt selvfølgeligt skubber bogstaverne til side og træder levende frem for læseren fra første linje, til man tænker nej, nej, ikke slut endnu, der må være et bind to. Artsy fartsy kunstnerfernis Der findes desværre ikke noget bind to, tre, fire og fem, medmindre man da søger mod andre Elsa Gress-højdepunkter som erindringsværket 'Fuglefri og fremmed' (1971) samt 'Det uopdagede køn' (1964) og 'Jorden er ingen stjerne' (1956). Til gengæld huser Københavns Kommunes Bibliotekers støvede særafdeling (og der er ingen undskyldning for, at Gress er langtidsparkeret hér) denne roman med et vingefang så stort, at alt i én uvægerligt må lette og flyve henført igennem 1960'ernes og 70'ernes metropoler. Fra New York og London over Wien, gennem landskaber, der skiftevis knitrer af artsy fartsy kunstnerfernis og emmer af de sitrende møder mellem Roy og Lisa, der er romanens bankende hjerte. Hot shit-instruktør Slå op i ordbogen under 'Kunstnermyte', og der burde være et billede af den excentriske, storsansende, martrede umulius, Roy, som han tager sig ud (og ikke tager sig ud) i den skarpe iagttager, Lisas, øjne. Da vi møder ham første gang, er han hot shit-instruktør for en sammentømret eksperimentalteatergruppe, bristefærdig af ambitioner, ild og flyvsk dedikation, mens hun er »en slags bevidstgører, for at bruge det dumme ord«, der skriver om gruppens arbejde og intentioner. Hun er også gift med den usandsynligt trofaste Ted og mor til to mindre børn, men ingen af dem trækker halvt så meget som nomadelivet med teatergruppen - og ikke mindst med Roy. Loyalitet mod menneskets usynlige væsen Til en start udveksler de alt fra barndomserindringer, almindeligheder og indforståede jokes til livsdrømme, frigørelsestænkning og Kunstforestillinger med (lidt for) stort K. Men hurtigt trænger en gensidig passion sig på, halvt i skjul bag ordene som antydningen af en tidevandsbølge, der igen og igen ruller og raser under det hele. Det er sjældent, ordløst erotisk og bliver tilmed i særklasse rørende, da Roy for alvor får vind i sejlene og lader kompromis- og hensynsløsheden råde. For ganske vist ser Lisa ham efterhånden så isnende klart, at han ofte står ganske afklædt og frysende for læserens blik, men lige så ofte indhyller hun ham i den forsonende kærlighed, der udholder alt. Den kærlighed, han på sin egen måde giver hende igen. »At holde af et menneske, elske det, betyder jo netop at erkende dets egentlige, enestående væsen og være loyal mod det, selv når det væsen ikke er synligt eller mærkbart, netop når det ikke er det«, reflekterer Lisa, og den kærlighed skal jeg love for, at hun får at føle. Elsa Gress' roman er en overmåde smuk, sansemættet hyldest til den hånd i mørket, man ikke kan slippe. Det kan vist ikke gøres meget bedre, hverken på dansk eller i det hele taget.