Det er ofte en farlig indgang til en roman at læse bagsidetekstens lokkemad, men jeg kan sjældent holde mig i skindet. Om Christian Ejvin Andersens anden roman står der i ramme alvor: »Therns rytme er en fortælling om kunstens omkostninger. Og om en mand, der efter mange års flugt modvilligt bliver tvunget til at finde ind til sig selv, før han går i stå«. Klogere på livet Der er med andre ord lagt i kakkelovnen til en kunstner- og kriseroman, dog med den lille logrende hale på miseren, at Thern undervejs vil 'finde ind til sig selv', og på den måde vil såvel han som læseren formentlig blive klogere på livet i løbet af fortællingen. Det er kunstværkets præmis, som vi bør bedømme det på. Lagenfotos Hvem er så denne Thern? Da han selv bliver spurgt som ung mand i tressernes København, svarer han (med en ufrivilligt morsom korrekturfejl): »Jeg er kunster«. Thern står på det tidspunkt i lære som fotograf i Hansens Foto, hvor hans mest interessante opgave er at fremkalde intime billedserier for tidens store filmdiva Dorrit Kronberg. Der er tale om lagenfotos af fru Kronberg med forskellige elskere. De sidste billeder i hver serie viser skuespillerindens tomme ansigt (»ingen lyst, intet liv, ingen smerte«), efter at hendes egen masochistiske iscenesættelse er overstået. En iscenesættelse, som Thern også bliver inddraget i, før divaen går over stregen og forsvinder ind i evigheden. Postuleret dobbelthed Det er romanens postulat, at den snart tres år gamle Thern på samme tid er en af Danmarks største nulevende malere og ingen! På den ene side er der myten om ham: Som ung tager kunstnersammenslutningen Malerne - der minder om Cobra med Asger Jorn som central skikkelse - ham til sig som en slags naturens søn, der har fri adkomst til fantasiens sprog. Siden følger årene som bohemekunstner i New York med (påstået) stor succes til i dag, hvor han står foran sin store retrospektive udstilling i København, som han vendte hjem til for ti år siden. På den anden side er han »ikke en sprogets mand« (selv om han bruger udtryk som »metamorfiske Skoussen« og tænker vel mange velformulerede tanker over den kunstneriske proces), hans billeder er ifølge kritikerne tomme, og hans Hærværk light-tilværelse på Byens Cafe er uløseligt bundet sammen med den brovtende galleriejer Armstrong, som er hans mæcen. Therns dobbelthed - på samme tid geni og ingen - forbliver et postulat, fordi Christian Ejvin Andersens psykologisk set forsøger at holde sammen på Thern ved at bringe myten om geniet, der skaber kunst af en ubærlig smerte - som har frataget ham alt, han elskede, og gjort ham til ingen - i spil. Eksplosive klicheer Allerede tidligt i romanen fornemmer man, at den er gal, da en kvinde afleverer en konvolut med et fotografi af to børn, som hun vil have Thern til at male et portræt af. Han vover ikke engang se på fotografiet og afslår at tage opgaven på sig, og det kommer til et brud med Armstrong. Så forsvinder malerierne til den store udstilling 'Thern: I går og i dag', og der kommer et brev med to linjer, der meddeler, at der ikke bliver nogen udstilling, hvis ikke Thern maler portrættet. Det er i plotmageriet, Christian Ejvin Andersen har en styrke. Romanen har en stadig stigende spændingskurve, i takt med at nettet strammes i de to historier: mysteriet om Dorrit Kronbergs snuff-fotos og gåden om de forsvundne maleriers sammenhæng med kvinden og portrættet. Men sprogligt set er den en fad omgang (med formuleringer som »slingrer med fuld fart ud ad en alkoholvædet tangent«), og det går vel netop så galt i Ejvin Andersens tilfælde, fordi kunstnerromanen i sig selv er et minefelt, hvor klicheerne kan eksplodere hvert andet øjeblik - og det gør de i denne krysantemumbombe af et portræt af kunstneren som krank skæbne.