'Sommerfugledalen' skal stadig skæres op på langs med fransk Opinel-lommekniv, da Gyldendal endelig har fået den hentet fra fjernlageret i Slagelse. Det er nemlig en lille lilla, uopskåren bog, der danser rundt i luften og daler ned på skrivebordet som en sjælden art på vej ned i en samlers glaskasse. Dødsmesse 'Et requiem' er undertitlen. Alene de to ord er en god grund til at læse bogen i originalen og ikke i den ellers udmærkede, seriøst sorte 'Samlede Digte', der udkom i 1999. Der er den vigtige detalje - at der er tale om en dødsmesse - nemlig slet ikke med. Italiensk renæssance 'Sommerfugledalen' er en sonetkrans. Som er? En lyrisk form, vi har arvet fra den italienske renæssance, hvor den skoledannende digter Petrarca fandt ud af, at på det italienske sprog er ordformerne yderst taknemmelige over for enderim - alle adjektiver kan jo sådan set ende på issimo. En sonet består således af 14 linjer med en helt fast rimstruktur, der går sådan her: A B A B - C D C D - E F E - G H G. En struktureret og lyrisk sommerfugl En sonetkrans består så endvidere af femten af disse sonetter - udformet i et sirligt system, hvor den sidste linje i hver sonet danner den første i den næste, og hvor sidste sonets sidste linje er den første linje i første sonet. Alle de fjorten sonetters førstelinjer danner endelig til sammen den sidste sonet, den såkaldte mestersonet, nummer femten. Det kan lyde indviklet. Og hvis ikke Inger Christensen var Danmarks bedste bud på en nulevende Nobelpris i litteratur, så var hun det sikkert i noget knaldhård videnskab - for hun er en sand ørn, nej, en ugle til struktur, system, metrik, rytme, overblik, detalje, orden, orden, orden. Men hun er samtidig meget mere end det, og det er det, der gør hende så stor en kunstner. Hun er nemlig netop samtidig en lyrisk sommerfugl. Nektardråber og himmelstumper Når man læser 'Sommerfugledalen' bliver man naturligvis imponeret over den sirlige sprogkabale, der går tohundrede procent op - skønt det er hulens svært på et germansk sprog, som er helt anderledes bygget op end italiensk. Et sandt morfologisk hækkeløb, som Shakespeare - et andet sonetgeni - kunne tale med om. Men man studser nu lige så meget over ordvalget i den øverste, højglanspolerede sprogoverflade. Og der er omgående udsøgte ord, der sætter sig kildrende på hjernen med deres smukke farver. Brajcinodalen, purpurfarve, drømmekryb, sørgekåbe, nektardråbe, dukatfugl, himmelstumper, atlasspinder, pebergrå, sommersyner, blomsterspor, puppedvale, skovhvidvinge og fjerne stjerneformers løv. En digter, der kan finde så smukke, så udsøgte, så sarte og triste og lykkelige ord - og her er endda kun taget ét fra hver af de fjorten sonetter - og siden lirke dem ned i en postmoderne form, som samtidig rummer ægte erkendelse af sorg, transformationsprocesser, sprogteori, kognitionsindsigt, æstetisk teori og rå, ren sansning - det hele på kun 15 bittesmå sider - en sådan digter må og skal være med i Danmarks litterære kanon. Ja, faktisk måske i alverdens.