0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sære syner og rullende hoveder

Marianne Wiizan fortæller videre om pigen Marie og den store revolution.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Forrige år sad jeg 'ind' med en dansk forlægger ved børnebogsmessen i Bologna.

Vi var på besøg hos et britisk forlag, hvor en mand med udtryksløs hast på tyve minutter oprullede en lang række titler.

Undervejs hørte jeg min landsmandinde mumle for sig selv: »Ja, det er længe siden, der er kommet noget om korstogene!«.

Men så er det i hvert fald endnu længere siden, der er skrevet 'noget om' den store franske revolution. Franske forhold er nærmest fraværende på danske boghylder.

Overnaturlige evner
Marianne Wiizan vil godt fortælle om revolutionen, men hendes historie er netop ikke skrevet derfor. Pigen Marie kunne mistrives hvor som helst.

Vi hørte første gang om hende i 'Maries løfte'. Den historie foregår langt fra Paris ude på landet, men hertil er omvæltningerne også nået.

I centrum står Marie og hendes mor, der begge er lidt anderledes og kan 'se', hvad andre ikke ser.

Nu er 'Marie i Paris', og her kryber rædslen lyslevende omkring; angiveri, frygt og død hersker under Robespierre.

Samfund i opløsning
Historien er fortalt med et mylder af detaljer, der ofte er blodige, og bipersoner, der ofte er lidt sære. Marie må gå så gruelig meget igennem i storbyen, inden hun til slut genforenes med sin mor - og flytter ind i en forhenværende barons store hus i en art socialpædagogisk storkollektiv med antipsykiatri i sit banner. Revolutionen får ikke ædt alle sine børn.

Alt for ofte regerer hensigten i 'noget om'-bøgerne. Sådan er det ikke med Marianne Wiizan - eller også skjuler hun det godt. Ufred, sult og historiens vingesus er snarere med til at fremhæve pigen Maries sejhed. Og besynge hendes mod og hendes anderledeshed. Marie er en totalt frændeløs på den absolutte bund af et samfund i opløsning, da handlingen går i gang.

Det er nervepirrende og dog aldrig farligt. For bogen er skrevet på den gamle måde, hvor man mærker på tonen, at det ender godt. Det er flot og medrivende fortalt. Med masser af tid. Så lige nu mangler vi ikke 'noget' om den franske revolution.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce