Forrige år sad jeg 'ind' med en dansk forlægger ved børnebogsmessen i Bologna. Vi var på besøg hos et britisk forlag, hvor en mand med udtryksløs hast på tyve minutter oprullede en lang række titler. Undervejs hørte jeg min landsmandinde mumle for sig selv: »Ja, det er længe siden, der er kommet noget om korstogene!«. Men så er det i hvert fald endnu længere siden, der er skrevet 'noget om' den store franske revolution. Franske forhold er nærmest fraværende på danske boghylder. Overnaturlige evner Marianne Wiizan vil godt fortælle om revolutionen, men hendes historie er netop ikke skrevet derfor. Pigen Marie kunne mistrives hvor som helst. Vi hørte første gang om hende i 'Maries løfte'. Den historie foregår langt fra Paris ude på landet, men hertil er omvæltningerne også nået. I centrum står Marie og hendes mor, der begge er lidt anderledes og kan 'se', hvad andre ikke ser. Nu er 'Marie i Paris', og her kryber rædslen lyslevende omkring; angiveri, frygt og død hersker under Robespierre. Samfund i opløsning Historien er fortalt med et mylder af detaljer, der ofte er blodige, og bipersoner, der ofte er lidt sære. Marie må gå så gruelig meget igennem i storbyen, inden hun til slut genforenes med sin mor - og flytter ind i en forhenværende barons store hus i en art socialpædagogisk storkollektiv med antipsykiatri i sit banner. Revolutionen får ikke ædt alle sine børn. Alt for ofte regerer hensigten i 'noget om'-bøgerne. Sådan er det ikke med Marianne Wiizan - eller også skjuler hun det godt. Ufred, sult og historiens vingesus er snarere med til at fremhæve pigen Maries sejhed. Og besynge hendes mod og hendes anderledeshed. Marie er en totalt frændeløs på den absolutte bund af et samfund i opløsning, da handlingen går i gang. Det er nervepirrende og dog aldrig farligt. For bogen er skrevet på den gamle måde, hvor man mærker på tonen, at det ender godt. Det er flot og medrivende fortalt. Med masser af tid. Så lige nu mangler vi ikke 'noget' om den franske revolution.